BESKRIVELSE

En mentor er typisk en erfaren golfspiller, som gennem personlig kontakt, rådgivning, vejledning og feedback deler ud af sine erfaringer og kompetencer for at støtte de nye golferes udvikling. Formålet med en mentor er at få integreret de nye juniorer bedst muligt i klubben og dens sociale liv.

Overvej, om I kan og vil lave en mentorordning for de nye juniorer, der melder sig ind i golfklubben efter endt Sjov Sommergolf– dette kan være med til at sikre, at de nye juniorer bliver integreret i juniormiljøet og bibeholder motivationen for at spille golf. En mentor får typisk tildelt en lille gruppe nye eller mindre erfarne juniorer og er ansvarlig for deres begyndelse i klubben. Mentorer agerer ofte juniorudvalgets forlængede arm og har en helt central rolle i at gøre den første tid i klubben så god som mulig. Da en mentor typisk ikke er ansvarlig for mange juniorer ad gangen, åbner det mulighed for, at der opbygges en stærk personlig relation, hvor mange mentorer hele tiden er den opsøgende part, der sørger for at følge op på, hvordan de går med den enkelte junior. Det er meget ofte mentorer, der som de første oplever, hvis et nyt medlem er ved at miste lysten og motivationen, og derfor kan sætte ind med støtte. Ved at få tilknyttet en mentor kan den nye junior hurtigt få svar på de spørgsmål, der unægtelig er forbundet med det at være ny i en golfklub og dermed hurtigere blive en del af fællesskabet.

DGU anbefaler, at:

  • Junioren tilknyttes en mentor, der bidrager til at integrere denne i golfklubben
  • Mentoren bør være proaktiv ved at tage ansvar for juniorens deltagelse i klubbens aktiviteter
  • Juniorudvalget eller klubbens trænere bør uddanne mentorerne, således at det bliver den samme viden, kultur og fremgangsmåde, der formidles til alle nye juniorer.