Trykte materialer virker godt, hvis de bruges rigtigt. Derfor bør I overveje grundigt, hvornår disse benyttes, hvorfor og til hvad. Overvej i denne forbindelse om der er andre veje I kan gå og dermed andre måder at kontakte målgruppen på, f.eks. digitale platforme. Hvis målgruppen er lettere at nå via f.eks. sociale medier, så er det måske ikke nødvendigt at bruge ressourcer på at lave en folder eller flyer. Med andre ord er det en god ide at målrette budskabet til det mest oplagte medie.

Eksempler på trykte materialer kunne være:

  • Informationsfolder til nye interesserede og forældre
  • Information til at hænge op på skoler, i haller eller i supermarkedet (Husk at disse steder ofte ikke accepterer større end A3 formater)
  • Flyers til nye interesserede – evt. på skoler, til åbne arrangementer i klubben eller til arrangementer i bylivet
  • Pressemeddelelser til den lokale presse

Er I nået frem til at et trykt materiale er den bedste ide, så husk at både udseende og indhold er vigtigt når man skal formidle sine informationer på en overskuelig og tiltrækkende måde. Dansk Golf Union har udarbejdet skabeloner, til forskellige tryksager f.eks. informationsfolder, flyers og plakater, der kan anvendes til at lette arbejdet med Sjov Sommergolf i klubben. De kan findes, her – men det det skal selvfølgelig tilpasses med jeres informationer, og det anbefales at gøre det så specifik som mulig.

Invitationer, plakater og flyers kan bestilles på print mod betaling hos Dansk Golf Union, men de kan også downloades uden omkostninger som pdf og jpeg filer til brug for mail, sociale medier samt print i klubben eller hos lokal trykker.