Forskellige omstændigheder kan resultere i, at en runde ikke færdigspilles, og at nogle huller ikke spilles. Eksempelvis:

  • Svindende lys eller dårligt vejr,
  • Spillerskade eller sygdom,
  • En hulspilsmatch afsluttes før sidste hul, eller
  • Et hul erklæres ude af spil fra Komitéens side – til vedligehold eller ombygning.

En score må kun bruges til handicapformål, hvis runden blandt andet er spillet over mindst det antal huller, der som minimum er krævet for, at en 9-hullers eller 18-hullers runde anses for tællende (se Reglerne 2.1 og 2.2).

Hvor det krævede mindste antal huller er afsluttet, og hvor der er en gyldig begrundelse for, at spilleren ikke har spillet et hul, skal spilleren bruge følgende tabel for at skabe en 18-hullers score:

Antal huller spillet Opskalering Hvilken score noteres for
ikke-spillet hul
Mindst 10 huller Opskalér til 18-hullers score Tillæg Netto par, plus ét ekstra slag
for det første ikke-spillede hul
eller tilsvarende Stablefordpoint
Mindst 14 huller Opskalér til 18-hullers score Tillæg Netto par
(eller tilsvarende Stablefordpoint)

Hvis begrundelsen for, at spilleren ikke har afsluttet et hul eller huller, bedømmes som ugyldig, kan Handicapkomitéen overveje at tildele en strafscore (se Regel 7.1).

Noter:

  1. Spillerens fulde, ubegrænsede Spillehandicap skal bruges i forbindelse med alle anvendelser af Netto par. Til dette formål afrundes Spillehandicappet til det nærmeste hele tal (se Regel 6.1).
  2. Medmindre andet er specificeret af Komitéen, skal der startes med handicapnøgle 18 og baglæns, når en spiller med plus-Spillehandicap skal give slag tilbage til banen. Derfor vil en spiller med et +3 Spillehandicap give slag tilbage til banen på hullerne med handicapnøgle 18, 17 og 16.

Netto Par hulscoren beregnes ved at trække slaget, der gives tilbage til banen, fra Par på hullet. For eksempel:

Par for hullet Slag givet tilbage Netto par hulscore
4 - 1 = 3

Hvis resultatet af turneringen er afgjort, før alle huller er afsluttet, og spilleren beslutter at spille ethvert af de manglende huller, skal scoren for disse manglende huller indberettes.

3.2/1 – Ugyldige grunde for ikke at spille et hul

Regel 3.2 beskriver, hvilken score der skal indberettes for et hul, der af en gyldig grund ikke er spillet, for at kunne indlevere en tællende score til handicapformål.

Hvis det bestemmes, at en spiller af en ugyldig grund ikke spillede et hul, er scoren ikke tællende til handicapformål. Ugyldige grunde inkluderer, men er ikke begrænset til de følgende:

  • Ikke at spille et bestemt hul på en golfbane, fordi spilleren ved, at det normalt skaber vanskeligheder, og at spilleren sandsynligvis vil få en høj score.
  • Ikke at spille de sidste huller på en golfbane for at undgå at skulle indlevere en høj eller lav score.

I hvert af tilfældene kan Handicapkomitéen tildele en strafscore til spillerens scorearkiv, hvis det bestemmes, at spillerens handlinger havde det formål at opnå en unfair fordel (se Regel 7.1b).

3.2/2 – Markering af score med ikke-spillede huller

Spilleren skal tydeligt markere, at en indleveret score indeholder huller, der ikke er spillet (se Appendix B, Note 5). Dette skal sikre, at alle beskrevne procedurer i Handicapreglerne kan udføres korrekt, for eksempel beregning af et Handicapresultat for en 9-hullers score (se Regel 5.1b) og beregning af enhver justering for unormale spilleforhold (se Regel 5.6).

Hvor indtastning af scores hul-for-hul er krævet, bør spilleren anvende en markering for hvert hul, som ikke er spillet.