Nedenstående er en DGU beslutning i henhold til Handicapreglerne:

Q:
Regel 2.1a nævner under Tilladte spilleformater begrebet “Turnering” i tabellen under Type af runde. Hvad er en Turnering og hvem må organisere Turneringer?

A:
En Turnering må organiseres og afholdes af “en Komité med licens til Handicapsystemet” (Se også Definition af Almindeligt spil).
I Danmark er licensen til Handicapsystemet delegeret til medlemsklubberne under DGU, det vil reelt sige klubbens bestyrelse eller instanser godkendt af denne.
Sådanne instanser kunne være klub-i-klubber, Eliteafdelingen, Andre turneringsudbydere, osv., såfremt turneringen fremgår af klubbens turneringsprogram, og der efterfølgende forefindes en liste over deltagere som var tilmeldt før tee off. Mindre lukkede fraktioner i klubben med meget få medlemmer bør ikke nødvendigvis godkendes til at afholde tællende turneringer.

I DK er følgende yderligere organisationer godkendt til at afholde tællende turneringer:

EGA
EDGA
PGA (såvel PGA of Denmark som ethvert andet lands PGA) eller en godkendt tour.
Juniordistrikterne i Danmark
SEGAF
Green Time ApS
Backspin Business ApS
Dansk Militært Idrætsforbund