Q:
Når en spiller indberetter sin score lige efter en runde, men markøren måske først godkender scorekort 2 – 3 dage efter (eller scoren fra en turnering endnu ikke er indberettet), hvordan skal spilleren så forholde sig til evt. nyt spillehandicap, hvis spilleren allerede dagen efter er på banen igen. Skal en spiller diskvalificeres for at spille med et forkert handicap, hvis der ikke er beregnet et nyt handicap på en tællende runde?

A:
Nej, men…

Tidligere (indtil skift til World Handicap System januar 2021) sagde EGA Handicapsystemet:
Regel 3.5.7: “Must apply the increase or reduction to his EGA Handicap where required after a qualifying round for a score not yet recorded on his handicap record.” Spilleren skulle således foretage tilpasningen sammen med komitéen (eller medspillere/modstander) inden runden. Man var ansvarlig for at regne det korrekte handicap ud så snart runden var spillet, selvom den ikke var indberettet endnu.

Denne regel findes ikke længere i Handicapsystemet. Da det ikke (let) er muligt selv at beregne sit nye handicap, er spilleren ikke længere ansvarlig for at gøre det.

Spilleren er ansvarlig for at spille med det korrekte handicap, hvilket betyder “det handicap, der senest er beregnet i systemet”. Det, som står i scorearkivet på et hvert givent tidspunkt, er således det korrekte beregningsgrundlag, og det bliver ikke forkert af, at der er scores “på vej” til scorearkivet.

DOG forventes spilleren ifølge handicapreglerne – Regel 1.3, at:

a. Optræde med integritet ved at følge Handicapreglerne og afholde sig fra at bruge eller omgå Handicapreglerne med det formål at opnå en unfair fordel,
b. Forsøge at opnå den bedst mulige score på hvert hul,
c. Indlevere/indtaste tællende scores til handicapformål så hurtigt som muligt efter rundens afslutning og før midnat lokal tid,
d. Indlevere tællende scores for at give et rimeligt bevis for deres demonstrerede spillestyrke,
e. Spille efter Golfreglerne, og
f. Godkende medspilleres scores

Især punkt c (og f) er relevant i denne situation: Når nu udgangspunktet er, at spilleren skal spille dagen efter, så bør spilleren være særlig opmærksom på med det samme efter runden sammen med sin markør at få indtastet og godkendt scoren samme dag. På den måde ville spilleren have sit opdaterede handicap tidlig morgen næste dag, før runden spilles.

Hvis man ikke lykkes med det, siger Handicapreglerne:

Uddrag – Regel 5.4
I en situation, hvor en ny runde spilles, før spillerens Handicap er blevet opdateret, herunder når flere runder spilles samme dag, anbefales det, at spillerne bruger deres eksisterende Handicap.

Derfor; en score er ikke en score (til handicapformål), før den er i scorearkivet og godkendt af markøren, og en spiller diskvalificeres ikke ifølge Golfregel 3.2 og 3.3, for at spille med et handicap der kunne have været anderledes, på baggrund af en score som ikke er indtastet/godkendt.

Ens handicap er altid resultatet af det beregnede gennemsnit af godkendte scores i scorearkivet, og spillere bør sikre at dette er så opdateret som muligt.