5E

(1) Valg af teesteder

Ved udvælgelsen af, hvilke teesteder der skal bruges til en turnering, skal Komitéen søge at afbalancere banens sværhedsgrad med feltets styrke. For eksempel er det ikke tilrådeligt, og kunne have en væsentlig indflydelse på spilletempoet, at vælge et teested, der kræver en sådan carry-længde, at mange af spillerne i feltet næppe kan klare det med andet end deres allerbedste slag.

Komitéen kan beslutte at bruge andre teesteder til turneringer end dem, der anvendes til almindeligt spil. Hvis dette gøres, bør Komitéen konsultere regler og vejledning i Handicapsystemet, der gælder i det pågældende land, om hvorvidt dette kan have indflydelse på bane-ratingen. Ellers kan scorerne måske ikke accepteres til handicapregulering.

Placeringen af teestederne kan ændres mellem runder, herunder når der spilles mere end én runde samme dag.

Det er god praksis at male en lille prik bagved eller under teestedsmarkeringerne, så de – hvis de bliver flyttet under spil – kan returneres til deres oprindelige placering. Når der er flere runder, kan et forskelligt antal prikker bruges til hver runde.

Hvis der spilles en turnering på en bane, hvor der ikke er skilte, der identificerer hullerne, eller hvor Komitéen har besluttet at spille banen i en anden rækkefølge, skal der installeres skilte for at identificere hullerne tydeligt.

(2) Valg af hulplaceringer

Placeringen af hullerne på greens kan have en betydelig effekt på scoring og spilletempoet under turneringer. Mange faktorer indgår i udvælgelsen af hulplaceringer med vægt på følgende punkter:

  • Når man vælger placeringerne, bør spillernes kunnen overvejes, så de valgte placeringer ikke er så vanskelige, at spilletempoet sænkes betydeligt eller er så lette, at det ikke udfordrer bedre spillere.
  • Greenens hastighed er en vigtig faktor ved valg af hulplacering. Mens en hulplacering kan virke godt for en langsommere green, kan det vise sig at være for voldsomt, når greenhastigheden forøges.
  • Komitéen bør undgå at placere et hul på en skråning, hvor bolden ikke kan komme til at ligge stille. Når greenens konturer tillader det, bør huller placeres, hvor der er et område på omkring en meter rundt om hullet, der er relativt plant, således at putts slået med den rette hastighed vil stoppe rundt om hullet.

Yderligere overvejelser omfatter:

  • Placere huller, hvor der er tilstrækkelig greenoverflade mellem hullet og fronten og siderne af greenen for at imødekomme indspillet til det pågældende hul. For eksempel er det normalt ikke anbefalet at placere hullet lige bag en stor bunker, når et langt indspil er nødvendigt for størstedelen af feltet.
  • Fordele hulplaceringer for hele banen med hensyn til venstre, højre, midterste, forreste og bageste placering.