H-1 Brug af caddie forbudt eller påkrævet; caddie-restriktioner

Formål. En Komité kan vælge at modificere Regel 10.3 til at

  • Forbyde brug af caddies,
  • Kræve, at spillere bruger en caddie, eller
  • Begrænse en spillers valg af caddie (som f.eks. ikke at lade en caddie være professionel, forælder eller slægtning, en anden spiller i turneringen, osv.).

Standard lokalregel H-1.1

Hvis caddies er forbudt:

”Regel 10.3a modificeres således: En spiller må ikke have en caddie i løbet af runden.

Straf for overtrædelse af lokalreglen:

  • Spilleren får den generelle straf for hvert hul, hvor denne bliver hjulpet af en caddie.

Hvis overtrædelsen sker eller fortsætter mellem to huller, får spilleren den generelle straf for det næste hul.”

Standard lokalregel H-1.2

Eller, hvis der er begrænsninger på, hvem spilleren kan have som en caddie:

“Regel 10.3a modificeres således: En spiller må ikke have [identificer forbudt type caddie for eksempel en forælder eller værge] som sin caddie under runden.

Straf for overtrædelse af lokalreglen:

  • Spilleren får den generelle straf for hvert hul, hvor en caddie hjælper.
  • Hvis overtrædelsen sker eller fortsætter mellem to huller, får spilleren den generelle straf for det næste hul.”

Standard lokalregel H-1.3

Hvis en spiller skal have en caddie:

“Regel 10.3a modificeres således: En spiller skal have en caddie på runden.

Straf for overtrædelse af lokalregel: Spilleren får den generelle straf for hvert hul, spillet uden en caddie

H-2 Udnævnelse af rådgiver i holdturneringer

Formål. I henhold til regel 24.4a kan Komitéen i en holdturnering tillade hvert hold at navngive en eller to personer, der må rådgive holdmedlemmer, mens de spiller på banen:

  • Enhver “rådgiver” skal identificeres for Komitéen før rådgivning.
  • Komitéen kan begrænse de typer råd, som denne person må give (som f.eks. ikke at give rådgiveren mulighed for at udpege spilleinjen, når en bold ligger på greenen).
  • Komitéen kan forbyde en rådgiver at gå på bestemte dele af banen (såsom greenen).
  • Det er ikke normalt, at en Komité tillader to rådgivere pr. hold, medmindre turneringen retfærdiggør det, for eksempel i en turnering, hvor caddies ikke er tilladt, eller der er et stort antal spillere på hvert hold.
  • Komitéen bør fastsætte den passende straf for en overtrædelse begået af en rådgiver. Dette kan være en straf til en bestemt spiller, der blev assisteret på en forbudt måde, eller en samlet straf for holdet, for eksempel tilføjelsen af to slag til holdets score i en slagspilsturnering.

Standard lokalregler H-2

“Hvert hold kan navngive [en/to] rådgiver(e), som spillere på holdet må anmode om og få råd af under runden. Holdet skal identificere hver rådgiver for Komitéen, før nogen spiller på holdet har påbegyndt sin runde.

[Holdet kan ændre sin rådgiver i løbet af runden, men skal fortælle Komitéen, når det sker.]

[Rådgiveren må ikke udpege en spillelinje [eller gå på greenen], når holdspillerens bold ligger på greenen.]”

H-3 Begrænse, hvem der kan være holdkaptajn

Formål. Efter Regel 24.3 kan Komitéen i en holdturnering begrænse, hvem der kan fungere som holdkaptajn, og holdkaptajnens adfærd efter Regel 24.4a. Hvor rådgivere er tilladt (se Standard lokalregel H-2), må holdkaptajnen også være en rådgiver.

Standard lokalregel H-3

“En holdkaptajn skal være [indsæt begrænsning, som f.eks. medlem af samme klub].”

H-4 Behandle rådgiver som del af spillerens side

Formål. Komitéen kan bestemme, at rådgiveren har samme status som et medlem af siden for at sikre, at Golfreglerne gælder for den persons handlinger.

Standard lokalregel H-4

“Rådgiveren har samme status som et medlem af siden i forhold til hvert medlem af sit hold.”

H-5 Råd: Holdmedlemmer i samme gruppe

Formål. I henhold til regel 24.4c i slagspil, hvor en spillers score for runden kun tæller som en del af holdets score, kan Komitéen vedtage en lokalregel, der gør det muligt for holdmedlemmer at spille i samme gruppe for at give hinanden råd, selvom de ikke er partnere.

Standard lokalregel H-5

“Regel 10.2 modificeres således:

Hvor to spillere fra samme hold spiller sammen i samme gruppe, kan disse spillere anmode om og modtage råd fra hinanden under runden.”