Slagspil og hulspil danner grundlag for en lang række golfspil/turnerings- og spileformer, som alle kan afvikles med eller uden handicap.
Slagspil
I slagspil spiller deltagerne et fastsat antal huller, som regel en eller flere 18 hullers runder, og den spiller, (eller det par), der har anvendt det mindste antal slag for samtlige huller, er vinder. Kan spilles uden hensyn til handicap (”scratch”) eller med handicap, hvor spillehandicappet trækkes fra den samlede score (=bruttoscoren) for at få nettoscoren.
Hulspil
I hulspil spiller to modstandere mod hinanden om hvert enkelt hul af et fastsat antal, som regel 18 eller 36 huller. Den spiller, der har anvendt det mindste antal slag på et hul, vinder dette. Den spiller, der har vundet flest huller, er vinder. Hulspillet eller matchen slutter, når den ene part har flere hullers forspring, end der er huller tilbage at spille.
Et halveret hul er et hul, hvor ingen af spillerne/parterne vinder (hullet deles). En halveret match er en hulspilskonkurrence, som efter spil af den fastsatte runde ender uafgjort.
Komitéen kan, for at få afgjort en halveret match, udstrække den fastsatte runde til så mange huller, der kræves, for at matchen kan vindes.
Generelt
Slagspil og hulspil har forskellig karakter, især derved, at i hulspil er resultatet kun af betydning for de to involverede modstandere, mens den enkelte spillers resultat i slagspil er af betydning for alle de andre deltagere i turneringen.
Slagspil og hulspil spilles da også i visse henseender efter forskellige regler, hvor forskellen kort kan beskrives således, at spillerne i hulspil undertiden har nogle valgmuligheder, mens spillerne i slagspil ingen valgmuligheder har. Det vigtigste eksempel er, at man i slagspil skal spille bolden i hul, mens man i hulspil kan opgive et hul og kan give modstanderen et slag, som man ikke tror, at han kan kikse, f.eks. et kort put. Disse forskelle medfører, at man ikke samtidig kan spille hul og slagspil.
Det skal bemærkes, at man i “Par” og Stableford-turneringer, som betragtes som slagspilturneringer, bør opgive et hul, når man ikke kan spille hullet i “par” eller opnå points.
Spiller-betegnelser
I hulspil taler man om modstandere; i slagspil om andre spillere. I Foursome og Four-ball taler man om partnere, par eller sider.
Spille- og turneringsformer
Golf spilles i forskellige spilleformer med to, tre eller fire spillere involveret, og resultatet kan beregnes på flere forskellige måder, dvs. i forskellige turneringsformer.
Single
En konkurrence mellem to spillere.
I slagspil bruger man også undertiden udtrykket single om to spillere, der spiller i én og samme gruppe. Det er dog her mere hensigtsmæssigt at bruge udtrykket to bold.
I hulspil tildeles fuldt handicap på den måde, at spilleren med det højeste spillehandicap får slag svarende til forskellen mellem de 2 spilleres spillehandicap.
Slagene fordeles efter banens handicapnøgle.
Individuelt
Individuelle turneringer tildeles fuldt spillehandicap for hver 18 hullers runde. (1/2 spillehandicap for en 9 hullers runde).
Stableford
På hvert hul opnås points efter følgende skala:
Nettoscore lig med par giver 2 points
1 slag over par giver 1 point
mere end 1 slag over par giver 0 points
1 slag under par giver 3 points
2 slag under par giver 4 points
3 slag under par giver 5 points
4 slag under par giver 6 points
NB: en bold, som ikke kan give point, bør samles op.
Undladelse heraf kan af turneringsledelsen bedømmes som unødig forsinkelse af spillet.
Fuld tildeling af spillehandicap, idet disse fordeles efter banens handicapnøgle.
Threesome
En turnering, hvor en spiller spiller mod to andre, der skiftes til at slå til én bold (som i foursome). Parret tildeles halvdelen af deres samlede spillehandicap. Siden med det højeste spillehandicap får forskellen mellem sidernes spillehandicap. Slagene fordeles efter handicapnøglen. Halve slag rundes op.
Foursome
En turnering, i hvilken to spillere danner par og spiller mod et andet par. Hvert par spiller kun én bold, idet partnerne skiftes til at slå til bolden og også skiftes til at slå fra tee-stederne. I Foursome slagspil tildeles parret halvdelen af deres samlede spillehandicap, som rundes op/ned. I Hulspil tildeles parret med det højeste samlede spillehandicap halvdelen af forskellen til det andet pars sammenlagte handicap. Halve slag rundes op.
Mixed foursome er en turnering, hvor hvert par består af en kvinde og en mand.
Greensome
Greensome er en variation af Foursome, hvor begge partnere spiller fra teestedet, og et af de to teeslag vælges. Den partner, hvis teeslag ikke blev valgt, slår derefter det næste slag, og hvert efterfølgende slag slås i skiftende rækkefølge, indtil bolden er i hullet. Hvis for eksempel teeslaget fra spiller A vælges på det første hul, slår spiller B det næste slag, så slår spiller A og så videre, indtil bolden er i hullet. Begge spillere slår så fra det næste huls teested og processen gentages.
I Greensome tildeles siden (parret) slag således:
Laveste ”spillehandicap” x 0,6 + højeste ”spillehandicap” x 0,4 = spillehandicap beregnet med decimal.
Eksempel: Spiller 1: spillehandicap 5, spiller 2: spillehandicap 16
dvs. 5 × 0,6 + 16 × 0,4 = 9,4 som afrundes til 9
i hulspil tildeles siden med højeste værdi et spillehandicap, som er lig med den afrundede forskel til den anden sides værdi, f.eks. 9,4 – 8,7 = 0,7, som afrundes til 1. Slagene fordeles efter handicapnøglen.
NB: Driver begge spillere boldene out of bounds eller eller er boldene mistet, må kun en spiller drive om. Partnerne bestemmer selv hvem, og vedkommende skal slå fra partnerens teested.
Andre variationer af Greensome omfatter:
- Pinehurst Foursome, hvor begge spillere slår ud, og så skifter de golfbolde, hvilket betyder spiller A slår spiller B’s bold og spiller B slår spiller A’s bold. Efter andet slag vælger de derefter, hvilken bold de vil fortsætte med at spille, og den bold bliver derefter spillet med skiftende slag, indtil den er i hul.
- Kinesisk eller St. Andrews Greensome, hvor spillerne bestemmer, inden de starter det første hul på runden, hvilken spiller der skal slå andetslaget på alle ulige nummererede huller, og den anden spiller slår så andetslaget på alle lige nummererede huller. Dette valg af spiller gælder uanset, hvilket teeslag der bruges på dette hul. Hvert efterfølgende slag på et hul laves i skiftende rækkefølge.
Three-ball
En turnering, hvor 3 spillere spiller hulspil mod hinanden med hver sin bold. Hver spiller deltager i 2 forskellige matcher.
Fuld handicaptildeling som i single. Tildeling af slag foretages i overensstemmelse med handicapnøglen, efter at laveste spillehandicap er nulstillet, og øvrige spillehandicap er sat i relation hertil.
Best-ball
Den ene spiller mod de to eller 3 andre spilleres bedste bold på hvert hul.
Fuld handicaptildeling som i Three-ball.
Three-ball om point
Også kaldet “Amerikaner” og “Københavner” (f. eks. Engelsk: Split Sixes, 6-point game). Slagspil mellem 3 spillere, som deler 6 points pr. hul efter følgende regler:
• Bedste (netto)score får 4 points, næstbedste 2 og dårligste 0.
• Er en spiller bedst og de to andre lige gives 4,1,1.
• Er to spillere bedst og lige gives 3,3.
• Er alle lige gives 2,2,2
Undertiden tilføjes den regel, at hvis den bedste score er 2 eller flere slag bedre end det næstbedste, får den bedste score alle 6 points.
Handicaptildeling som i Three-ball.
Four-ball
En turnering, hvor to spillere spiller mod 2 andre spillere, således at det er de 2 siders bedste bold, der tæller på hullet.
Udtrykket fire bold bruges som betegnelse for 4 spillere, som spiller i en gruppe i en slagspilturnering.
I Four-ball tildeles hver spiller fuldt spillehandicap, og hver spillers handicapslag fordeles på hullerne efter handicapnøglen, således at parrets laveste nettoscore på hvert hul kan konstateres og tilsammen udgøre parrets 18 hullers score.
I en Four-ball aggregate udgøres parrets resultat af spillernes sammenlagte score.
Der tildeles hver spiller fuldt spillehandicap, som fordeles efter handicapnøglen.
Alle deltagerne spiller det fastsatte antal huller.
High and low
Spilles som Four-ball med den tilføjelse, at også de to dårligste bolde sættes op mod hinanden. Hvert hul kan således vindes 2 up, 1 up eller halveres.
Andre spilleformer
Modificeret Stableford
Modificeret Stableford er en form for spil, der giver højere point for godt spil, men også trækker point for dårlig spil. For eksempel tildeles fire point for en birdie, to for en par og minus en for en bogey.
Scramble
En scramble spilles med to, tre eller fire personers hold. Hver spiller slår fra teestedet på hvert hul, ét af slagene vælges, og alle spillere slår deres andetslag fra dette sted. Et af andetslagene vælges derefter, og alle spillere spiller deres tredje slag fra det sted og så videre, indtil bolden er i hul.
Der er mange variationer på det grundlæggende scrambleformat. Nogle af disse omfatter:
- En Texas Scramble er en firepersoners scramble, og det kræver normalt, at et minimumsantal teeslag af hvert medlem af holdet, skal bruges i løbet af runden. Nogle former for Texas Scramble kræver, at en spiller spiller sin egen bold hele vejen på hvert par 3 hul.
- En Florida Scramble (også kendt som Dropout Scramble, Step Aside, Stand Aside, Stand Out) bestemmer, at spilleren, hvis slag er valgt, ikke spiller det næste slag.
- I en enkeltperson-scramble slår hver spiller to slag, en bold vælges, to slag bliver spillet fra den pågældende placering, en bold vælges igen, to slag bliver spillet fra den pågældende placering, osv. indtil bolden er i hul.
Aggregate
Denne match er en udvidelse af Fourball, idet både den bedste bold vinder
1 point, og det bedste sammenlagte (aggregate) score vinder 1 point.
Four-ball om 12 point
I denne hulspilsmatch deler de fire spillere 12 points pr. hul efter følgende regler:
• Bedste (netto) score får 6 points, næstbedste 4, tredjebedste 2 og sidste 0.
• Er en spiller bedst og to lige næstbedst, gives 6,3,3,0.
• Er en spiller bedst og de tre andre lige, gives 6,2,2,2.
• Er to spillere bedst og lige, gives 5,5 den tredje 2 og den sidste 0.
• Er tre spillere bedst og lige, gives 4,4,4,0
• Er alle lige, gives 3,3,3,3.
Handicaptildeling som i Best-ball.
Flagspil
Hver deltager får udleveret et flag, som skal placeres der, hvor hans bold ligger, når han har brugt så mange slag, som banens par + hans spillehandicap udgør. Har spilleren ikke anvendt alle sine slag efter 18 huller, fortsætter han på en ny runde, indtil slagene er brugt. Vinder er den spiller, som når længst. Hvis flere ligger tilsyneladende lige, skal der foretages opmåling af, hvem der ligger nærmest hullet.
Fuld tildeling af spillehandicap.
Par/Bogey-turnering
Der konkurreres mod hullets par. Opnås en nettoscore lig med hullets par, får man et 0. Opnås en score bedre end par, får man et +. Opnås en score dårligere end par får man et -. Summen af + og – giver resultatet.
Fuld tildeling af spillehandicap, idet disse fordeles efter banens handicapnøgle. For at være handicaptællende skal der noteres en score (evt. stableford) pr. hul.
Eclectic
Turneringen spilles over 2-3 runder som slagspil, Stableford eller parturnering. Det bedste resultat (point eller bruttoscore) på hvert hul, som spilleren har opnået i nogen af runderne, noteres og udgør tilsammen spillerens 18 hullers resultat.
Handicap tildeles med ¾ af spillehandicap for hver runde. Der rundes op/ned eller regnes med kvarte slag i slagspil. Handicapslagene fordeles efter banens handicapnøgle i Stableford eller par-turnering, men fratrækkes eclectic- bruttoscoren ved slagspil.
Kan også spilles over mange runder over en tidsperiode. I så fald tildeles ½ spillehandicap med afslutningsdagens handicap.
Holdturneringer
I holdturneringer spiller 2 eller flere hold mod hinanden én eller flere gange. I sidstnævnte tilfælde taler man om en serieturnering. Holdturneringer er værdifulde og populære, da de bidrager til at øge sammenhold og holdånd og giver den enkelte spiller et ekstra incitament til at kæmpe. I det traditionelt stærkt individuelt prægede golfspil er dette ellers svagt repræsenterede egenskaber.
Den sædvanlige form er en holdturnering, i hvilken holdenes spillere møder hinanden i hulspil i singler og Foursomes. Således spilles f.eks. europamesterskaberne og DGU´s danmarksturnering og DGU’s juniorholdturnering. Normalt spilles der 18 huller i den enkelte kamp, som kan halveres.
Ved deltagelse af et stort antal hold, indledes ofte med en slagspilkvalifikation, hvorfra de bedste hold går videre til hulspilmatcher efter cup system, ofte seedede efter resultaterne i slagspilkvalifikationen.
Det bedst kendte og samtidig mest omfattende eksempel på en hulspil holdturnering er Ryder Cup, som spilles over 3 dage mellem to hold bestående af de 12 bedste professionelle i USA og i Europa. Der spilles både foursomes, four-ball og singles.
Holdkamp afvikles (for at spare tid) ofte i form af slagspil Hver deltager spiller f.eks. 72 hullers slagspil, og spillernes sammenlagte scores udgør holdets resultat. Sådan spilles f.eks. verdensmesterskaber og nordiske mesterskaber.
I mindre højtidelige holdturneringer, f.eks. venskabsturneringer mellem to klubber, spilles ofte Stableford, og ofte således, at et vist antal, f.eks. de 5 bedste scores, udgør holdets resultat.
Specialturneringer
Bermuda
Hulspilsmatch, som gives et islæt af slagspil. Vindes et hul med 1 slag, bliver spilleren 1 up, vindes det med 2 eller flere slag, bliver spilleren 2 up. Fuld handicaptildeling. Straffeslag tildeles efter slagspilregler.
Bisque
Hulspilsmatch, hvor handicapslagene ikke fordeles efter nøglen, men kan tages på de huller, hvor spilleren ønsker det. Han kan også bruge flere slag på samme hul. Anvendelsen af handicapslaget skal besluttes, inden spilleren forlader green.
Blind makker
Efter turneringen er begyndt, parrer turneringsledelsen ved lodtrækning spillerne. Partnernes sammenlagte nettoresultater udgør parrets resultat. Denne spilleform kan bruges i sammenhæng med de fleste turneringsformer og kan også indlægges som en ekstra turnering i turneringen.
Cross country
Slagspilturnering velegnet til vinterspil hvor hullerne ikke spilles i deres normale forløb, men ad den vej, spillerne finder bedst, idet en bane på 9 huller “udlægges” af turneringsledelsen f.eks. således:
1. hul: fra 1. tee til 3. green, 2. hul: fra 4. tee til 6. green, 3. hul: fra 7. tee til 13. green etc.
I en variant finder turneringsledelsen et startsted et par kilometer fra banen, hvorfra alle spiller igennem terrænet til et bestemt hul på banen, f.eks. 18. hul. Bolden spilles overalt, som den ligger. Hvis en bold er tabt eller uspillelig, må en ny tees op nær det sted, hvor bolden formodes tabt eller er uspillelig, med tillæg af 2 straffeslag.
Derby
En morskabsturnering for et begrænset antal spillere, 10 15, helst med nogenlunde samme spillehandicap eller fra scratch. Alle spiller 1. hul samtidig. De tre spillere med højeste scores udgår. Efter 2. hul udgår igen de tre højeste scores. På 3. hul elimineres 2 spillere. På 4. hul også 2 spillere. Fra 5. hul elimineres kun en spiller pr. hul, indtil vinderen er fundet. Ved lige scores om eliminationspladserne afholdes sudden death pitch off, d.v.s. en indspilskonkurrence til flaget blandt de involverede. Spilleren længst fra hullet elimineres.
En variant, som bedst indlægges i en anden turnering, går ud på, at den, der spiller flest huller i (netto) par eller bedre i træk, vinder.
Ved lige points regnes der med bedste nettoscore.
Discard
Hver spiller kan på 3 huller efter eget valg erstatte sin score med par.
Fuld tildeling af slag.
Four ball average
Parrets slagspilresultat udgøres af gennemsnittet af deres bruttoscore på hvert hul. Et halvt slag i resultatet rundes op til et helt slag. Halvdelen af partnernes sammenlagte spillehandicap fratrækkes. I en variant anvendes den bedste nettoscore på hvert hul.
Færrest antal put
Indlagt konkurrence i slagspilturneringer, hvor spilleren med laveste antal puts (slag på green) er vinder.
Hallington
Stablefordvariant. Spiller man hullet i par, opnår man et antal points, som er lig med par. Spiller man hullet 1 eller 2 slag dårligere end par, trækkes disse 1 eller 2 slag fra parværdien. Spiller man hullet under par, belønnes man med, at der lægges det antal slag, man går bedre end parværdien, til parværdien.
Eks.: spilles et par 5 hul i 7 slag, opnår man 5 2 = 3 points.
Spilles derimod et par 5 hul i 4 slag, opnår man 5 + 1 = 6 points.
Forskellen i dygtighed udlignes ved, at man til slut, efter at have sammentalt de opnåede points tillægger hver enkelt spillers spillehandicap. Spilleresultatet bliver således det opnåede antal points + spillehandicap.
Hidden hole
Efter en slagspilrunde udtrækker turneringsledelsen et på forhånd fastsat antal huller. Resultatet er herefter summen af scoren på disse huller. En forholdsmæssig del af spillehandicappet fratrækkes. Anvendes normalt som en ekstra turnering indlagt i den ordinære turnering.
Kicker
I stedet for at få tildelt handicapslag har spilleren ret til at slå et hvilket som helst slag om, indtil han har brugt sit handicap. Omslag skal slås, inden spilleren går frem til bolden. Slagspilregler.
Længste drive
Konkurrencen afholdes på en bred og rimelig flad fairway. Hver deltager slår 3 bolde. Kun bolde, der ender på fairway, tæller. Gennemsnittet af de tællende slag udgør resultatet. Hvis deltagerne ikke har samme styrke, hvilket er bedst, kan “handicap” indregnes på den måde, at der tillægges et antal meter svarende til spillerens handicap. Konkurrencen kan indlægges i en turnering på den måde, at det længste drive på et bestemt angivet hul vinder. Den første spiller anbringer et skilt med plads til notering af sit navn, der hvor hans drive ender, (kun drives på fairway tæller). En spiller, der slår længere, flytter skiltet frem og noterer sit navn.
Miniature turnering
36 hullers turnering. Først spilles 9 hullers slagspilkvalifikation.
På grundlag heraf deles spillerne i grupper med de 8 bedste nettoscores i første gruppe, de næste 8 scores i anden gruppe etc. I hver gruppe spilles herefter 3 hulspilrunder efter cup system, hvorefter man har vinder og runner-up i hver gruppe. Sammensætningen til første hulspilrunde i grupperne sker ved seedning, laveste score mod højeste, næstlaveste mod næsthøjeste etc.
En variant er at sætte 9 spillere i hver gruppe og spille Round Robin i Three-ball i hver gruppe.
Mixturnering
18 hullers slagspilturnering, hvor scoren anvendes til at simulere en række forskellige turneringer, hvor spillerne på forhånd har tilmeldt sig til alle eller nogle. På grundlag af scoren kan der f.eks. “spilles” slagspil, Stableford parturnering, blind makkerturnering, hidden hole.
Endvidere kan indlægges f.eks. længste drive, nærmest flaget, færrest puts. Hvis spillerne skal betale separat indskud for hver konkurrence, de tilmelder sig, er turneringsformen velegnet til at rejse penge f.eks. til juniorafdelingen.
Nassau
Slagspilturnering mellem 2, 3 eller 4 spillere om 3 points. Vinderen af de første 9 huller får 1 point, vinderen af de sidste får 1 point, og vinderen af hele turneringen får 1 point. Fuld tildeling af slag.
Nærmest hullet
Indlagt konkurrence, hvor det teeslag, der ender nærmest hullet på et bestemt eller flere par 3 huller, præmieres. Markering med skilt som angivet ovenfor under længste drive. Det er kun bolde på green, der tæller.
Point-hold-turnering
2 eller flere hold af en hvilken som helst størrelse spiller slagspil mod hinanden. Vinderholdet er det, som har opnået flest points efter følgende skala:
Putteturnering
På puttinggreen kan afvikles en række af ovennævnte turneringer til stort fornøjelse og træning. Man kan også udmærket have en klubmester i putting.
Round Robin
Pulje-turneringsform, hvor alle spiller mod alle i hulspilsmatcher. Den, der vinder flest matcher, er vinder. Walk-over tæller som sejr. Hvis kampen afvikles som three-balls, spares tid. Ved et større antal deltagere kan der spilles i flere puljer, idet puljevinderne mødes i en finalekamp eller finalepulje. Matchformen sikrer i modsætning til det sædvanlige cupsystem, at alle spillere får flere kampe, og at en enkelt dårlig runde ikke bliver altafgørende.
Scotch eller Irish twosome
Variant af greensome. Par-3 hullerne spilles som i greensome.
På par-4 og par-5 hullerne driver begge. Derefter slår begge andetslaget til partnerens bold. Efter andetslaget vælges, hvilken bold man vil spille videre med, idet man skiftevis slår til bolden, indtil den er i hul (handicap som i greensome).
Scramble
Holdturnering for 2, 3 eller 4 spillere. Holdene bør sammensættes således, at spillehandicap er unødvendigt. På hvert hul driver alle. Herefter vælger man det bedste drive, hvorfra alle så slår deres tredieslag og så fremdeles.
Turneringen spilles efter slagspilregler.
Det anbefales at tilføje den turneringsbetingelse, at alle spilleres drives skal vælges mindst 4 gange – 3 mandshold dog 5 gange og 2 mandshold 6 gange.
Snoreturnering
I en variant forsynes hver spiller med en snor af samme længde, f.eks. 30 cm, og spilleren kan flytte sin bold snorens længde, så mange gange som spillehandicappet angiver.
Turneringen spilles efter slagspilregler.
Solo-kølle turnering
Hvert hold består af 7 spillere, hvoraf en er kaptajn. Hver spiller får til opgave at spille med en og kun en kølle af følgende: driver, 3-wood, 3 jern, 5 jern, 7 jern, 9 jern eller putter. Holdet spiller en bold, og kaptajnen bestemmer, hvilken spiller (kølle), der skal slå.
Sunningdale
Hulspilsmatch, som spilles uden spillehandicap. I stedet skal en spiller, når han bliver 2 up, afgive slag på de følgende huller, så længe han er 2 (eller flere) up.
3-kølle turnering
Hver spiller må kun medbringe og anvende et begrænset antal køller, f.eks. 3 stk.
Trøst-turnering
Der afholdes en sæsonafslutning for alle dem, som ikke er blevet placeret i sæsonens turneringer.
Vinderturnering
Vinderne og runner-ups i alle sæsonens turneringer mødes i en sæsonfinale.
Selfie Hulspil
Man starter med på scorekortet at udfylde sit eget idealscore, svarende til det antal slag, man må bruge på hvert enkelt hul, for i stableford at opnå 2 points. Under spillet skal man så søge at bruge færre slag på de enkelte huller, end ens idealscore. Bruger man på et hul færre slag, vinder man hullet. Bruger man flere, taber man hullet. Og endelig kan man jo dele hullet. Resultatet opgøres som i “almindeligt” hulspil.
En af fiduserne ved denne matchform er, at man kan anvende den i turneringer med mange deltagere. Vinderen af den samlede turnering er den spiller, der har vundet størst over sig selv – eller tabt mindst til sig selv.