Q:
Gælder der nogle regler for, at man skal lukke andre spillere igennem – og hvordan?

A:
Spilletempoet har været et diskussionsemne i lang tid – måske altid?
Det er ofte meget følelsesbetonet at opsætte regler for den ønskede opførsel på banen. Hvem skal bestemme og hvem har forrang?

Regel 5.6b i Golfreglerne omhandler – Hurtigt spilletempo.
“En runde golf skal spilles i et hurtigt tempo. Enhver spiller bør være klar over, at dennes spilletempo sandsynligvis vil påvirke, hvor lang tid det vil tage andre spillere at spille deres runde, og dette omfatter både alle i spillerens egen gruppe og alle i de følgende grupper. Spillere opfordres til at lukke hurtigere grupper igennem.”

Sådan set enkelt. Men hvad er en gruppe? Ja, også enkelt – men mange spillere husker en tidligere formulering i Reglerne – som dog ikke gælder mere(!!) – hvor der stod: “En enlig spiller har ingen ret…”.

R&A’s formulering (oversat) – en pæn henstilling:
“Prioritet på banen
Undtagen, hvis Komitéen har bestemt noget andet, bestemmes prioritet på banen af en gruppes spilletempo. Enhver gruppe, der spiller en fuld runde har ret til at gå igennem en gruppe, der spiller en kortere runde. Betegnelsen “gruppe” omfatter også en spiller, der spiller alene.

Man skal huske, at man skal tage hensyn til andre på banen til enhver tid.”

Mange klubber ønsker at have en enkel formulering i deres Ordensregler, som hjælper medlemmerne til “at få det at glide”. Nogen ønsker desuden at sætte prioriteter i henhold til gruppestørrelse. Det må klubben godt. Et eksempel kunne være dette:

“Bagfrakommende grupper, der spiller hurtigere end din egen gruppe, (skal) inviteres til at gå igennem. Dog bør grupper med én (1) spiller kun lukkes igennem, hvis der er et frit hul foran.”

Dansk Golf Union har for nogle år siden udarbejdet en overskuelig og let anvendelig manual til klubber og frivillige for at lette det praktiske arbejde med planlægningen af Spil med Tempo kampagner. Fokus er på praktiske løsninger.

Den kan findes her: Spil med Tempo – idéer til kampagner