To år efter karrierestop: Cappelen klar til at indtage PGA Tour

27/10 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det var altid PGA Touren eller intet for Sebastian Cappelen. Den tankegang har aldrig tidligere været set i dansk herregolf, men Cappelen har altid gjort tingene på sin egen måde, og i sidste ende lykkedes det. 

Den 29-årige fynbo er endnu ikke sluttet i top-50 efter sin oprykning til PGA Touren, men med tre klarede cuts ud af fire turneringer kunne det have været meget værre. Det ved Cappelen selv med al tydelighed, for det er ikke mere end to år siden, han besluttede sig for at indstille den professionelle karriere. 

Efter en skuffende sæson 2017 på Web.com Touren mistede han sit sæsonkort, og pludselig virkede målet om PGA Touren længere væk end nogensinde tidligere i karrieren. Det forklarer han i et stort interview til Dansk Golf, som kommer med posten i den kommende uge.

- Jeg sagde til Audrey, at hvis jeg ikke beholder mit kort eller kommer på PGA Touren denne sæson, så tror jeg, at jeg er færdig. Jeg sluttede nummer 82 på ranglisten og mistede mit Web-kort og så sagde jeg, det var det. Jeg skal ikke tilbage til det. Jeg skal ikke spille Q-School. 

Konen siden 2015 og andre folk omkring Cappelen fik ham overtalt til at give det et ekstra skud, og fem en halv sæson efter den professionelle debut var PGA Tour-kortet en realitet. En nøgle til succes var at få et ekstra sæt øjne på svinget; en anden var selv at lukke et.

Efter mange års samarbejde med landstræner Thomas Kiel Larsson fik Cappelen inkluderet en træner nær hjemmet i det nordlige Florida, og uden at det nødvendigvis var til at læse i resultaterne, begyndte det arbejde at virke halvvejs gennem 2018.

Gennembruddet kom dog først et år senere, da en utraditionel træningsøvelse på greens blev overført til banen. Med et øje lukket blev det nemmere at tage sigte og den praksis førte kort tid efter en sejr og en andenplads med sig på Korn Ferry Tour. 

- Jeg kigger med højre øje først, så med venstre, og så er det lige pludselig nemt at se, hvor ens putter sigter i forhold til hullet. Og så lige pludselig tænkte jeg, hvorfor fanden putter jeg ikke også sådan her, når det gælder.

- Så begyndte jeg med det, og det fungerede rigtig, rigtig fint. Jeg begyndte lige pludselig at hole en hel masse fra fem til otte meter, som jeg ikke holede før, siger han.

Dansk Golf mødte Cappelen ved A Military Tribute at The Greenbrier, hvor Cappelen fik sin debut som medlem af verdens stærkeste tour. Blandt mange andre ting blev det til en snak om danskhed, om kulturforskelle, og hvorfor han aldrig bruger en tee på par tre huller.

Alt det kan du læse om, når Dansk Golf kommer med posten en af de kommende dage.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer