Jessica Korda har vundet fem gange på LPGA Touren. De to seneste sejre er kommet i Malaysia og Thailand, og nu har hun mulighed for at føje Kina til listen.

Foto: Getty Images

Ældste Korda fører an i Shanghai

19/10 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

26-årige Jessica Korda er nummer 19 på verdensranglisten, men den flotte placering til trods er hun ikke engang sin families bedte golfspiller. Nelly, hendes fem år yngre søster, er fremme på ottendepladsen i verden.

Jessica Korda har mulighed for at reducere afstanden søndag, for efter 54 huller ved Buick LPGA Shanghai fører hun med et slag ned til den forsvarende mester, Danielle Kang. 

Korda lavede otte birdies på vej mod en 66'er. Hun har fundet vej til toppen, selvom der var problemer med spillet ved ugens start.

- Jeg har kæmpt en lille smule med mit sving, så det har jeg arbejdet på hver dag. Det er langsomt ved at falde på plads. Og så har jeg bare holet nogle putts. Jeg har ramt farten ret godt og givet mig selv nogle chancer, hvilket man har brug for herude, sagde den førende spiller efter tredje runde.

Lørdag blev der gået 18 runder i 60'erne på Qizhong Garden Golf Club, men de to danske deltagere måtte begge nøjes med par 72. 

Nanna Koerstz Madsen var nummer ni ved dagens start, men efter tre birdies, tre bogeys og 12 pars faldt hun tilbage til en delt 13. plads. I -4 er hun to slag fra en top-10 placering. Koerstz Madsen er blevet nummer to og 16 i sine seneste turneringer, og nu er der altså et nyt flot resultat på vej.

Nicole Broch Larsen har lavet 12 birdies i løbet af turneringen, men for mange fejl har betydet, at hun ligger nede midt i det eksklusive felt på 81 spillere. Runder i 72, 73 og 72 giver en samlet score i +1 og en delt 36. plads.

Der skal fordeles hele 2,1 millioner dollars søndag, så hver vunden placering betyder markant større præmie.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer