Stephanie Kyriacou lavede 23 birdies og to eagles under ugens Geoff King Motors Australian Ladies Classic.

Foto: LET

19-årig amatør knuser al modstand

23/02 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Bonville Golf Resort lagde græs til en bedrift af de helt store, da Stephanie Kyriacou gav samtlige professionelle konkurrenter en golflektion under Geoff King Motors Australian Ladies Classic.

Amatøren fra Sydney var to slag foran LPGA Tour-spilleren Lauren Stephenson inden de afgørende 18 huller, men hvis 19-årige Kyriacou havde nerver under finalerunden, var de godt skjult. 

En birdie på banens andet hul var et varsel om, hvad der var i vente. Kyriacou producerede fem birdies i træk fra fjerde hul, og derfor nåede ingen i nærheden af at true hendes førsteplads.

I stedet udviklede finaledagen sig til en magtdemonstration. Den førende gik feltets bedste finalerunde, en 65'er, og med den nåede hun til -22 for de 72 huller på den australske østkyst.

Sejren blev på hele otte slag ned til sydkoreaneren Ayean Cho, som blev tildelt vinderchecken på 36.000 euro, mens svenske Linnea Ström med en flot finale i 66 slag klatrede frem til tredjepladsen i -13.

Efter sejren var Kyriacou forståeligt overvældet. Til Ladies European Tour udtalte hun følgende.

- Jeg er mundlam og stadig i den syvende himmel. Alt gik min vej i dag. 

-  Jeg kom godt fra start. Igen var første hul ikke så godt, men efter det kom jeg godt tilbage og lavede nogle birdies i træk. Derefter spillede jeg lidt mere defensivt, da jeg antog, jeg havde lidt af et forspring. 

- På sidste hul tænkte jeg på, hvad der ville ske bagefter, men jeg sagde til mig selv, at jeg skulle få en par først og bekymre mig om det andet bagefter.

På grund af sin amatørstatus var der ingen præmie til Kyriacou. Det var der til gengæld til Linette Holmslykke, og en ikke ubetydelig en af slagsen.

Den nyprofesionelle dansker sluttede på en beskeden 61. plads i +5 i sin debut på LET. Det resultat var 696 euro værd. Et drømmeslag på 17. hul udløste til gengæld en gevinst i en helt anden størrelsesorden.

Holmslykke et 5-jern fra tee, og det viste sig at være det helt rigtige våben, da bolden fandt vej til koppen for en hole-in-one. 

Den præstation udløste en ny bil. Der er tale om en Mitsubishi ASX til en værdi af cirka 18.000 euro. Det er tvivlsomt, om Holmslykke vælger at beholde bilen, da det vil give åbenlyse problemer med at få den hjem fra det australske kontinent. Men skulle hun alligevel gøre det, kan hun selv køre videre til Dubbo Golf Club, hvor der i næste uge spilles Women's NSW Open. 

Der er Louise Markvardsen og Emily Pedersen også til start. Pedersen kan tage dertil med en 50. plads i bagagen efter en stabil turnering med runder i 73, 72, 72 og 73 slag og en total i +2.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer