Jessica Korda var blandt de første til at pjaske vand på lillesøster, Nelly, efter sejren i Gainbridge LPGA.

Foto: Getty Images

2021 er Kordas år

28/02 - 2021 | Mikkel Ring Christensen

I januar indledte LPGA Touren sæsonen med Tournament of Champions. Jessica Korda løb med sejren med lillesøster, Nelly, lige i hælene på tredjepladsen. 

Denne uge blev årets anden turnering spillet, og Korda endte igen som vinder. 22-årige Nelly førte med et slag inden de afgørende 18 huller af Gainbridge LPGA, og med tre birdies i løbet af de første seks huller søndag skabte hun et forspring, ingen af konkurrenterne kom i nærheden af at indhente.

Korda producerede pars på Lake Nonas sidste 12 huller, og vandt med tre slag i totalen -16.

- Ærligt talt spillede jeg ikke ret god golf i dag, men jeg forblev bare rigtig solid. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg gjorde, det var bestemt meget stressende, sagde Korda efter den bogeyfrie runde, som bragte sejren med sig.

Andenpladsen delte Lexi Thompson (68) med Lydia Ko (69) i -13. Kos sejrstørke er ved at nå tre år, men hun kan alligevel være stolt af sin afslutning på hjemmebanen Lake Nona. Efter en skuffende start på finalerunden fyrede Ko fire birdies af i træk fra 12. hul. 

Det er Nelly Kordas fjerde sejr på LPGA Touren, men første gang, hun triumferer hjemme i USA.

De danske spillere formåede ikke at holde sig til nær toppen af stillingen efter yderst lovende udlæg tidligt på ugen. Nanna Koerstz Madsen fik det bedste resultat med fra Orlando. Hun gik finalerunden i par og blev nummer 31 i -3. 

74 slag søndag sendte Nicole Broch Larsen ned til 48. pladsen i +1.

Feltets største profil sluttede sidst blandt alle finalisterne, men det kunne alligevel betragtes som en succes. Inden ugens start havde Annika Sörenstam ikke spillet en tællende turnering siden 2008, og alligevel formåede den 50-ige svensker at klare cuttet. Hun gik en afsluttende 76’er for en total i +13.

- Det har været rigtig stort. Jeg er bare taknemmelig over at være her, spille her og være i stand til at klare cuttet. Alt i alt har det været ret succesfuldt. Jeg opnåede, hvad jeg ville, hvilket var at gå ud og spille og spille og spille, sagde Sörenstam. Hun har ikke planer om at spille flere turneringen på LPGA.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer