Verdens nummer 51, Lucas Bjerregaard, kan være på vej til at forbedre den placering. Han er velspillende i PGA Tourens største turnering, Players Championship.

Foto: Getty Images

Bjerregaard fortsætter med at imponere i Florida

15/03 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

I årets største turnering – minus de fire majors – er der mulighed for at få danskere med i topstriden. Det ligger fast efter Lucs Bjerregaard for anden dag i træk gik TPC Sawgrass Stadium Course to under par. 

Efter sin 12. plads i Honda Classic ser Bjerregaard ud til at have fået smag for PGA Touren. Fredag åbnede han med otte pars, inden han stjal det første slag ved at chippe og putte for birdie på banens andet par fem hul.

På andendagen af The Players Championship var han igen bedre end feltet med putteren, og han ramte flere greens end under første runde. På 10. hul slog Bjerregaard bolden ind til fem meter og bragte sig to under for runden. Han nåede til -3 på 12. hul, da han drivede op til 11 meter og kom ind og i.

Missede fairways på 14. og 15. hul førte bogeys med sig, men den 27-årige dansker svarede igen på 16., da han igen chippede ind til en sikker birdie.

På det svære 18. hul var det lige ved at blive til dagens femte birdie, da han slog sit andetslag ind til to en halv meter, men puttet missede, og derfor blev det til 70 slag. 

Det er bestemt ikke noget at klage over. -4 giver i skrivende stund en delt 20. plads. Med Masters, WGC – Match Play og PGA Championship i vente, har Bjerregaard masser af muligheder i de kommende måneder for at spille sig til en fast plads på PGA Touren. Den mest åbenlyse mulighed kommer i weekenden, hvor der skal fordeles 12,5 millioner dollars og han har et fornemt udgangspunkt.

Frederikshavneren er et slag foran Tiger Woods, som ligeledes er færdigspillet.

Woods ramte 16 greens fredag, men den han allerhelst ville finde, 17. green, missede han to gange. "Plask", sagde det, da Woods trak sit teeslag en anelse venstre, så bolden fløj en anelse længere end tilsigtet og netop dumpede til bunds. Det samme blev resultatet af hans første forsøg fra dropzonen. Og da han endelig fik sendt en bold i spil, kunne han to-putte for en firedobbelt bogey.

Woods havde brug for en lav anden runde for at spille sig i position til weekenden, Det blev umuliggjort på banens korteste hul, men han formåede på imponerende vis alligevel at klare sig rundt under par. 

17. hul var den dobbelte vinders eneste fejltagelse fredag. For at veje op for skaden lavede han fem birdies for en runde i -1. Tre af dem blev produceret inden den hårdtslående mavepuster, og selvom han var gennemsnitlig med putteren – kun et enkelt putt længere end to meter fandt vej til koppen – så formåede han at slå bolden tæt nok på til at lave birdies på hul to, og igen på syvende, hvor han slog ind ind til 15 centimeter.

Samlet blev det til en 71'er, og runden i -1 fik den levende legendes total til -3. I øjeblikket svarer det til en delt 30, plads med otte slag op til en flyvende Tommy Fleetwood på førstepladsen.

Thorbjørn Olesen er halvvejs gennem sin runde og tre slag under par, -5 samlet. Det giver en delt 13. plads.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer