Sebastian Cappelen står på tærsklen til en oprykning til PGA Touren.

Foto: Getty Images

Brager ind i det fine selskab

04/06 - 2019 | Claes Meldal

Power Rankings: Ikke mange danskere har taget springet til den amerikanske PGA Tour – men Sebastian Cappelen har rigtig gode chancer for at gøre det.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Sebastian Cappelen
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 1 i REX Hospital Open (web.com Tour)
Sebastian Cappelen så ud til at have forspildt sin sejrschance med to tidlige bogeys i finalerunden, men så var han varmet op. Han tog ni slag fra banen derfra og vandt en knusende sikker sejr, som giver ham et fantastisk udgangspunkt for at løse billet til PGA Touren næste år. Han brager ind i top 25 på ranglisten og er nu oppe på 671 ranglistepoint,. Det anslås, at han skal bruge cirka 830 point for at få kortet. Et par gode præstationer i løbet af sommeren burde række.

2. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 16 i U.S. Women’s Open (major)
Det er ikke hver dag, at en dansker ligger i toppen af leaderboardet langt inde i en majorturnering. Men Nanna Koerstz Madsen spillede flot golf i South Carolina, og havde det ikke været for en til tider kold putter, kunne det være gået endnu bedre. Hun vil sikkert ærgre sig over sin sidste bagni i tre over par, som kostede nogle pladser i slutstillingen, men banen var sat svært op – og hun fik bevist over for sig selv, at hun kan bide skeer med de allerbedste i de allerstørste turneringer.

3. Jeff Winther
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 11 i Belgian Knockout (European Tour)
Jeff Winther viste endnu en gang, at han er i fin form på European Tour. Winther spillede sig sikkert videre fra slagspilsdelen i Belgian Knockout og trak derefter det længste strå i 9-huls-duellerne mod Lorenzo Gagli og Kristoffer Reitan. I 1/8-finalen mod Darius van Driel fik han dog den værst tænkelige start med en triplebogey på 1. hul, og det kunne han – trods god fight – lige akkurat ikke overvinde. Winther er nu nr. 91 på Race to Dubai-listen.

4. Niklas Nørgaard Møller
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 2 i Barsebäck Resort Masters (Nordic League)
At være den evige toer er normalt forbundet med gråd og tænders gnidsel, men sådan er det ikke altid i golf. Ingen tvivl om, at Niklas Nørgaard Møller gerne ville have haft en sejr eller to i de sidste tre Nordic League-turneringer, men tre andenpladser i træk har sendt ham helt op på en tredjeplads på ranglisten – og han ligger dermed lunt i svinget til et Challenge Tour-kort i næste sæson. På Barsebäcks Masters Course kom andenpladsen i hus med en fejende flot finalerunde i fem under par.

5. Anders Hansen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 24 i Belgian Knockout (European Tour)
Den hypnotisør, der har overbevist Anders Hansen om, at han er en ung tourknøs på 22 somre, fortjener en medalje. Rutinerede Hansen satte atter engang adskillige af sine langt yngre tourkolleger til vægs og gav dem en dyr golflektion. Efter en sikker 24. plads i slagspilsdelen slog Hansen franske Benjamin Hebert i en 9 hullers dyst, før Gavin Green endelig fik skovlen under den danske sølvræv i den efterfølgende match.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer