Corona-virussen har allerede ført til flere aflysninger på europatouren. Nu kan regeringens tiltag om at begrænse større folkemængder i teorien bringe Made in Denmark i fare.

Foto: Getty Images

Challenge Tour kan komme til Himmerland i 2018

21/06 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

Himmerland Golf & Spa Resort må i 2018 vinke farvel til megasuccesen Made in Denmark. I hvert fald for en stund, da Made in Denmark som bekendt rykker til Silkeborg næste år.

Men et plaster på såret kan være, at hovedturneringens lillebror kommer til Himmerland i stedet.

Det er i hvert fald en mulighed, som turneringspromotor Flemming Astrup lufter, da Golf.dk møder ham på Royal Oak onsdag. Her løber årets Made in Denmark Challenge - presented by Ejner Hessel af stablen.

En turnering, som forhåbentlig også bliver afviklet til næste år og året efter igen.

- Vi har ingen planer om ikke at holde den. Lad mig sige det sådan. Men der er ikke underskrevet nogen kontrakt endnu, siger Flemming Astrup til Golf.dk.

Han håber dog, at han allerede på søndag kan offentliggøre, at challengetour-turneringen fortsætter. Hvor det i givet fald skal være, kan eller vil han ikke sige noget om.

- Der er jo flere baner, der kan have challengetour. Større er kravene jo ikke. Men et eller andet sted kunne det jo være godt, hvis det kunne komme til Himmerland, når nu der ikke skal være Made in Denmark deroppe næste år, siger Flemming Astrup.

Han lægger heller ikke skjul på, at man gerne vil have Made in Denmark tilbage til Himmerland i 2019.

I forhold til 2018 strandede forhandlingerne, da man ikke kunne finde den nødvendige sponsorstøtte. Den ville Silkeborg Kommune og Jyske Bank gerne grave frem, og derfor skal Made in Denmark til Silkeborg Ry Golfklub til næste år.

Årets Made in Denmark finder sted fra den 24. august. Stjernenavne som Martin Kaymer og John Daly har lovet at dukke op.

Flemming Astrup siger, at der nok skal komme flere spændende navne, men at han ikke kan offentliggøre nogen endnu, fordi golfspilleres planer kan ændre sig fra den ene uge til den anden, hvis gode resultater pludselig åbner op for andre muligheder.

Astrup siger dog, at Alvaro Quiros har lovet at komme.

Flemming Astrup havde i forvejen lovet den høje spanier en plads ved Made in Denmark. Men så vandt Quiros europatourens turnering på Sicilien og har dermed ikke længere brug for et wild card.

- Jeg mødte ham i England lige efter hans sejr på Sicilien. Og han sagde bare til mig: “I’m not going to let you down”. Men han har nu også altid været en god fyr, siger Flemming Astrup.

Men nu drejer det sig i første omgang for ham om Made in Denmark Challenge - presented by Ejner Hessel. Flemming Astrup tror på et flot fremmøde, hvis der er danskere med i topkampen på søndag.

- Vi har jo set før på Stensballegaard, da vi havde Ecco Tour Championship i 2012, kom der 3000 mennesker, hvor Joachim B. Hansen var med fremme. Der er jo flere emner, der kan gøre det godt i denne uge. Martin Ovesen er for eksempel lidt lokal og har gjort det godt på det seneste, siger Flemming Astrup.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer