I november blev 15 nye europatourspillere fundet på Mallorca. I 2020 vil 20 spillere rykke op på den store tour.

Foto: Getty Images

Challengetouren sender flere mand op

09/12 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Challengetouren har offentliggjort sit program for den kommende sæson, og der er godt nyt til morgendagens stjerner. 

I 2020 kommer vi til at se mindst 11 danskere i aktion, og derudover følger Team Made in Denmark, som endnu ikke er blevet udpeget.

Nicolai Højgaard, Martin Leth Simonsen, Mark Haastrup, Martin Ovesen, Niklas Nørgaard Møller, Nicolai Kristensen, Oliver Hundebøll, Marcus Helligkilde, Jeppe Huldahl, Nicolai Tinning og Peter Launer Bæk kan glæde sig over nye turneringer tidligt på året.

For første gang nogensinde drager challengetouren til Sydafrika, hvor sæsonen indledes 30. januar med Limpopo Championship. Der spilles tre uger i træk, alle turneringer arrangeret i fællesskab med sunshinetouren.

Fra syvende maj tages der hul på sæsonen i Europa med Prague Golf Challenge, og samlet bliver der spillet 25 turneringer, hvoraf finalen for andet år i træk afvikles på Mallorca.

Turkish Airlines Challenge, ISPS Handa World Invitational og KPMG Trophy forlader challengetouren, men med tilføjelsen af de tre sydafrikanske turneringer samt The B-NL Challenge Trophy i Holland er der samlet en turnering mere på programmet end i 2019.

Made in Denmark spilles i 2020 i Frederikshavn fra 13. august.

Den største ændring bliver antallet af europatourkort. I en årrække har top-15 på pengelisten – Road to Mallorca – opnået oprykning, men i den nye sæson bliver de 20 bedste forfremmet.

Programmmet på challengetouren

User Comments:

  • Europatour medlemmer

    10/12 - 2019 | Morten Buckhøj

    I sidste års MID var der f.eks. 17 spillere med (efter invitationer m.v.), der havde en dårligere kategori end kat.17 (Top25 på Q-school), og det er altså ikke længere en 'lille turnering'.... Tror der er fin plads til flere 'med et kort'....

  • Europatour medlemmer

    10/12 - 2019 | Morten Buckhøj

    Har ikke hørt om at færre beholder kortet, så det bliver formentlig blot flere der får kategori fra CT, men måske færre fra Q-school. Tror det dog ikke. Tendensen er at de bedste spillere deltager i færre turneringer, så der simpelthen er plads til flere med en ET-kategori.... i næste uge i Australien skal man ret langt ned i systemet for at fylde feltet op, selvom det er en co-sanktioneret turnering med færre pladser til ET-medlemmer (ok, ved godt at en lille turnering i Australien, der slutter to dage før jul, ikke er det 'fedeste', men alligevel...).

  • Europatour medlemmer

    10/12 - 2019 | Dennis Jakobsen

    Bliver der så flere europatour medlemmer fremover, eller ryger der flere ud fra bunden af pengelisten eller manglende kategori?

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer