Sofie Kibsgaard Nielsen holder den danske fane højt hævet i Italien.

Foto: Rasmus Baaner

Danmarksmesteren i kamp om italiensk podieplads

22/03 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

I 2017 blev Sofie Kibsgaard nummer ni i Italian International Ladies Championship. Den placering får hun mulighed for at overgå, når årets udgave af turneringen lørdag skal afgøres på Is Molas på Sardinien.

Den forsvarende danmarksmester i slagspil blev kun overgået af én spiller på tredje runde, som hun gik i 71 slag, -1. Hun rykkede fra nummer 14 til en delt syvendeplads i fem over par. Derfra har den 19-årige fra Morsø kun tre slag op til tredjepladsen. 

Sejren ser dog ud til at være uden for rækkevidde. Italiens Alessia Nobilio og englands Lily May Humphreys er stukket af fra forfølgerne og fører med fire slag i -2.

Efter indledende runder i 78 og 82 var Smilla Sønderby også velspillende fredag. Det var der brug for. Hun var nummer 67 ved dagens start, og kun top-60 kom med til finalerunden. Den overligger sprang hun let og elegant over med en runde i 74 slag. 

+20 rakte til at komme med til de afgørende 18 huller, og Sønderby er 18 over par og på en delt 48. plads efter tre runder. Der finder man også Louise Markvardsen, som brugte 84 slag under dagens spil.

Blandt herrerne på Acaya Golf & Country Club er det Frederik Hedmark, som går ind til finalerunden med mest at spille for. I løbet af fredagen producerede han syv birdies og skrev under på feltets næstbedste score i 68 slag. 

Med den rykkede han fra 32. pladsen frem til en delt 11. plads i +7. Der er fem slag op til en delt tredjeplads. En runde mere af samme slags lørdag vil muligvis være nok til at lukke det hul.

Det gik den anden vej for Frederik Kjettrup. Han skulle bruge 76 slag og faldt fra 20. pladsen til nummer 32. 

Ingen andre af de seks danske deltagere får lov til at spille med, når vinderen skal findes lørdag. Mads Røddik, Kasper Nyland og Victor Sidal Svensdsen faldt for torsdagens cut, og da der blev tyndet yderligere ud i feltet fredag, blev også Frederik Sejr sorteret fra.

Det andet cut faldt i +19, og Sejr sluttede 20 over par efter en 78'er.

Stillingen hos damerne
Stillingen hos herrerne 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer