Nicolai Højgaard lavede 10 birdies under dagens runde.

Dansk himmelstormer viser gode takter

18/06 - 2019 | Claes Meldal

Power Rankings: Nicolai Højgaard var bedste dansker på Challenge Touren, og andre danskere slap ganske pænt fra deres internationale opgaver.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Nicolai Højgaard
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 14 i Pas de Calais Golf Open (Challenge Tour)
Nicolai Højgaard turnede pro i starten af denne sæson, men det er ikke til at se, når det 18-årige stortalent slår sig løs på Challenge Touren. Især i anden runde var det tydeligt, at Højgaard besidder et topniveau, som de færreste på Challenge Touren kan matche. Højgaard var rundt i en 64’er på en runde, hvor kun 18 spillere var rundt i under 70 slag. Han rykker stille og roligt op på ranglisten og kan blive farlig for konkurrenterne, hvis han kan ramme sit topniveau oftere hen over sommeren.

2. Christian Bæch
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 1 i PGA Championship (Nordic Golf League)
Christian Bæchs sæson har ikke været nogen dans på roser hidtil, men i sidste uge slog han til, da chancen for et topresultat bød sig. Himmerland-spilleren strøg helt til tops på leaderboardet – side om side med Gudmundur Kristjansson efter et delt 3-hullers omspil. Bæch rykkede dermed op på en 21. plads på Nordic Golf League-ranglisten.

3. Amalie Leth-Nissen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 5 i The Womens Amateur Championship (amatør)
Amalie Leth-Nissen havde en gylden chance for at måle sig selv op mod nogle af verdens bedste amatørspillere i The Womens Amateur Championship – og hun bestod testen med bravur. Det blot 14-årige danske kæmpetalent klarede sig videre fra slagspilskvalifikationen og besejrede sine første tre modstandere i hulspil, før hun nåede endestationen i kvartfinalen mod svenske Linn Grant. Meget flot præstation.

4. Martin Leth Simonsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 24 i Pas de Calais Golf Open (Challenge Tour)
Martin Leth Simonsen har fortsat kurs mod et kort til European Tour i næste sæson, da han indtager en 8. plads på ranglisten. Men i Calais lod han en chance passere for at sætte lidt flere euro ind på præmiekontoen, da han rutsjede fra 9. pladsen og helt ned på en 24. plads efter en finalerunde i 74 slag – ærgerligt.

5. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 61 i Meijer LPGA Classic (LPGA Tour)
Nanna Koerstz Madsen har gang i et intensivt turneringsprogram på LPGA Touren, og måske er udmattelsen så småt begyndt at indfinde sig. Den danske stjerne klarede ganske vist cuttet med runder i 71 og 69 slag, men hun fik ikke gjort væsen af sig i weekenden og sluttede på en efter hendes standarder uinteressant 61. plads, 17 slag efter den sejrende Brooke Henderson.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer