Med en 67'er tangerede Thorbjørn Olesen fredag sin laveste runde i 2018.

Foto: Getty Images

Dansk trekløver klar til weekenden

27/04 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

For en uge siden blev feltet renset for danskere halvvejs gennem europatourens turnering i Marokko. Denne uge gik det helt anderledes, da alle tre danske deltagere klarede cuttet fredag.

Thorbjørn Olesen og Lasse Jensen startede ellers dagen over par og på den forkerte side af cutgrænsen, men begge gik imponerende runder på Topwin Golf & Country Club i Beijing.

Olesen lavede tre birdies i træk sent på sin runde for en score i 67 slag, -5. Med den rykkede han op til 35. pladsen i -3, og der finder man også Jensen efter en 68'er.

Det var Lucas Bjerregaard, som lå bedst placeret efter første runde, men det var frederikshavneren, som fik de største problemer med at sikre sig weekendarbejde. Trods en håndfuld birdies løb scoren op i 73 slag, og med den er hans total -1. 

Der var ingen garanti for, at det var nok til at klare cuttet, da han afleverede sit scorekort, men sent på dagen slap Bjerregaard ud af farezonen og går ind til weekenden på en delt 58. plads.

Dermed får de tre danske deltagere del i præmien på 20 millioner yuan, cirka 2,6 millioner euro, og det er tiltrængt. Som nummer 116, 156 og 228 er Olesen, Jensen og Bjerregaard langt fra, hvor de havde håbet på at være på Race to Dubai.

Matt Wallace ligger til at få den største bid af kagen. For anden dag i træk lavede englænderen eagle på det 510 meter lange hul otte. 70 slag bragte ham til -9 og på kurs mod karrierens tredje europatourtitel. De nærmeste forfølgere er Nacho Elvira, Jason Scrivener og Sihwan Kim i -8.

Otte kinesere klarede cuttet. Bedst placeret er Haotong Li, Xuewen Luo, Hongfu Wu og den førende spiller efter førstedagen, Daxing Jin. De deler 22. pladsen i -4.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer