Nicole Broch Larsen kom flot fra start i det nye år

Foto: Getty Images

Danske stjerner åbner året med et brag

14/01 - 2019 | Claes Meldal

Power Rankings: Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen tog hul på det nye turneringsår i Abu Dhabi med bragende succes.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Nicole Broch Larsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 3 i Fatima Bint Mubarak Ladies Open (Ladies European Tour)
Nicole Broch Larsen satser på at slå igennem på LPGA Touren i år, men hun kommer også til at spille en række turneringer på LET for at beholde sin spilleret der – og her var Abu Dhabi første hurdle. Og selvom det var årets første turnering, var der ingen rust at spore. Broch Larsen hentede en flot tredjeplads, ikke mindst grundlagt af en glimrende åbningsrunde i 69 slag.

2. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 8 i Fatima Bint Mubarak Ladies Open (Ladies European Tour)
Nanna Koerstz Madsen har nogenlunde samme plan som kollegaen Nicole Broch Larsen, og Koerstz Madsen slap ligeledes fint fra årets første turnering. Hun holdt et ganske stabilt niveau undervejs og gik de tre runder i 72, 70 og 72 slag. Forhåbentlig kan hun tage de gode takter med videre ind i foråret.

3. Jeff Winther
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 34 i Alfred Dunhill Championship (European Tour)
Jeff Winther stillede op med en 7. plads fra South Africa Open frisk i erindringen, og med runder i 72 og 69 slag spillede han sig sikkert med til weekenden i Alfred Dunhill Championship i december. Han lå til en fin placering omkring en 15. plads i slutfasen, men efter at have smidt tre slag på de sidste tre huller rakte anstrengelserne kun til en grå 34. plads for nordsjællænderen.

4. Steen Tinning
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 27 i MCB Tour Championship (Staysure Tour)
Steen Tinning skulle bruge et par afbud for at komme med i sæsonfinalen på Staysure Tour i december, men han lagde forrygende fra land. I den uvejrsforkortede første runde på Seychellerne var Steen Tinning bogeyfri og lagde sig på en delt andenplads, og de gode takter fortsatte med tre birdies i starten af anden runde. Men så startede nedturen. Tinning var 14 over par på de sidste 30 huller og raslede helt ned på en 27. plads ud af de 32 deltagere. Ærgerligt afslutning.

5. Joachim B. Hansen
Sidste uge: 3
Seneste resultat: Nr. 62 i Alfred Dunhill Championship (European Tour)
En finalerunde i par kunne have givet Joachim B. Hansen en respektabel slutplacering i top 30 i Sydafrika, men Hillerød-spilleren fik ikke taget sit bedste spil med ud til søndagens finale. Fra hul 2 til hul 11 smed Hansen hele ti slag og sendte ham i frit fald ned ad leaderboardet, før en god afslutning trak ham lidt op igen.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer