Jim Furyk ved nu, hvem to tredjedele af hans Ryder Cup-hold kommer til at bestå af. Ud af de otte kvalificerede er Justin Thomas eneste debutant.

Foto: Getty Images

De otte første er klar til Ryder Cup

14/08 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Med Brooks Koepkas sejr i PGA Championship sluttede den amerikanske kvalifikation til Ryder Cup. Otte spillere er sikret en plads på flyet til Paris, og det tegner til at blive et formidabelt Team USA, Jim Furyk skal lede i kamp på Le Golf National.

De otte spillere er:
Brooks Koepka, Dustin Johnson, Justin Thomas, Patrick Reed, Bubba Watson, Jordan Spieth, Rickie Fowler og Webb Simpson.

Gruppen inkluderer verdens top-3, og alle otte er i top-20 på denne uges verdensrangliste. Siden nytår har de sammenlagt vundet 12 turneringer på PGA Touren inklusiv tre af årets fire majors. Kun Spieth og Fowler er uden sejr i 2018.

- Jeg er begejstret, og jeg ved, at disse otte spillere også er begejstrede. Jeg har ventet 18 måneder på at få en fornemmelse for, hvem vores kvalificerede ville blive, hvem de otte ville blive, og de 18 måneder er på nogle måder fløjet af sted, og på andre har det taget evigheder, sagde Furyk mandag på et pressemøde.

Forude venter kaptajnens måske vigtigste opgave i hele processen. Holdet skal bestå af 12 spillere, og det er alene op til Furyk og vicekaptajnerne, hvem de sidste fire spillere skal være. Der bliver sat navn på de tre efter Dell Technologies Championship den fjerde september, og holdet fuldendes en uge senere efter BMW Championship.

Som sagt er det op til Furyk at sætte navn på de fire sidste spillere, og han kommer blandt andet til at vægte dagsform og potentielle konstellationer til foursomes og four-balls. Skulle han dog ende med at belønne nummer ni til 12 i kvalifikationen, vil pladserne gå til Bryson DeChambeau, Phil Mickelson, Tiger Woods og Xander Schauffele.

Der blev uddelt point i de fire majors i 2017, og dem spillede Tiger Woods ikke med i. Alligevel klatrede han med søndagens andenplads helt frem til nummer 11 på pointlisten og nummer 26 i verden. Det er svært at forestille sig, at Woods ikke bliver nævnt, når Furyk sætter navn på sine ”picks”.

Woods er allerede udnævnt til vicekaptajn, men hvis han ender med at blive en aktiv del af holdet, vil Furyk udnævne en ny vicekaptajn i Tigerens sted.

Mens kvalifikationen er slut i USA har europæerne stadig tre uger til at spille sig på Thomas Bjørns hold. Thorbjørn Olesen er denne uge taget til Sverige og Nordea Masters med håb om at rykke op blandt de otte automatisk kvalificerede og blive den tredje dansker i historien til at spille Ryder Cup.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer