Joachim B. Hansen spillede strålende denne uge i Kina og hentede en delt andenplads.

Foto: Getty Images

Delt andenplads til Joachim

15/04 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Joachim B. Hansen har været professionel siden 2010. Gennem årene har han spillet mere end 160 turneringer på europatouren og challengetouren, men det var først under ECCO Tourens Winter Series tidligere i år, at den 27-årige dansker fik sin første professionelle sejr.

Der har ellers været chancer nok. Tre gange sluttede han på andenpladsen på challengetouren i 2012, og igen i 2015 sluttede han på præmieskamlens andet trin. Søndag fik han karrierens femte andenplads i Belt & Road Colorful Yunnan Open.

Alle professionelle golfspillere drømmer om at vinde turneringer, og der er al mulig grund til at tro, der kan være en sejr lige om hjørnet for Hansen. I de seneste seks måneder har han spillet noget af den bedste golf i sin karriere.

På Kunming Yolongwan Golf Club gjorde han alt i sin magt for at få fingre i trofæet. Ved dagens start var der to slag til førstepladsen, og Hansen gik ud i 33 slag med tre birdies og seks pars. På hjemvejen stjal han også tre slag fra banen, mens han også gav et enkelt tilbage på hul 15. Det gav hans laveste runde i turneringen, en 67'er, -5.

Trods den flotte finale var Hansen ikke i nærheden af at fange den førende finne. Kim Koivu gik dagens bedste runde i 64 slag og løb med en fire slags sejr i -16.

Hansens total i -12 gav andenpladsen delt med engelske Marcus Armitage. Med den har danskeren taget det første store skridt på vejen tilbage mod europatouren, hvor han spillede på fuld til i 2013-2014 og 2016 og har en tredjeplads som bedste resultat. Med årets første check på 25.523 euro rykker han ind på pengelistens ottendeplads. I 2017 krævede det 93.168 euro at kvalificere sig til europatouren.

De danske kollegaer i finalen var også under par søndag, men det blev ikke til det store avancement fra 22. pladsen ved dagens start. Jeppe Huldahl lavede otte birdies, men der blev også plads til to bogeys og en triplebogey på scorekortet. Dagens runde i -3 gav et hop på fire placeringer til nummer 18 i -4

Mark Haastrup var rundt to slag under par, og han fik en 21. plads i -3 med sig fra Kina.

Link til resultatet 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer