I kølvandet på sidste uges delte andenplads i The Masters er Dustin Johnson i position til at løbe med sejren i RBC Heritage.

Foto: Getty Images

Dustin Johnson leverer masterclass med putteren

21/04 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det kom som lidt af et chok, da Dustin Johnson lørdag missede et putt på halvanden meter på 17. hul. Indtil da havde verdensranglistens nummer ét været i særklasse på Harbour Town Golf Links' små greens. 

På tredje runde af RBC Heritage ramte Johnson seks gange plet med putts længere end tre meter. Højdepunktet med putteren kom på 14. hul, hvor hans birdieputt fra 15 meter fandt vej til hullet. 

Det korte missede putt på 17. hul førte til den anden bogey i træk, men med op mod 50 meter putts rullet i hul i løbet af dagen, og 3,88 Strokes Gained Putting, overtog Johnson alligevel førstepladsen.

- De gik bare i, sagde Johnson med et træk på skuldrene.

- Jeg ville ønske, jeg kendte hemmeligheden, men det gør jeg ikke. Så jeg fortsætter bare med at slå til bolden. Find en linje, stol på den, og hvis den falder i, så falder den i.

Han lavede seks birdies lørdag og spillede banen i 68 slag, tre under par. Dermed nåede han til -10 samlet, og det giver et forspring på et slag ned til Shane Lowry, Ian Poulter og Rory Sabbatini på andenpladsen.

Lowry førte helt fra første runde, og han så også ud til at skulle gå ind til søndagens afgørelse på førstepladsen. Ireren nåede til -12 med tre birdies på banens første ni huller, men på de sidste ni gav han de tre slag tilbage.

Derfor må han spille sin chance fra næstsidste bold sammen med Sabbatini klokken 19.55. førerbolden med Poulter og Johnson tager hul på finalerunden 10 minutter senere.

Johnson har 20 sejre på PGA Touren, men han har endnu ikke prøvet at vinde i sin hjemstat, South Carolina. Det får han mulighed for søndag aften.  

Der er lagt op til en spændende afslutning. Seks spillere deler tredjepladsen i -8, og fra 11. pladsen i -7, tre slag fra førstepladsen, har den tidligere vinder Matt Kuchar også gode muligheder for at blande sig kampen om sejren.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer