Nanna Koerstz Madsen sikrede sig en flot 2. plads på LPGA Touren.

Foto: Frank Cilius

En ekstremt veltimet slutspurt

01/10 - 2019 | Claes Meldal

Power Rankings: Karrierens største præmiecheck kom på det perfekte tidspunkt for Nanna Koerstz Madsen.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 2 i Indy Women in Tech Championship (LPGA Tour)
Nanna Koerstz Madsen manglede lige det sidste for at spille sig ind i det fine selskab på LPGA Touren, som får en adgangsbillet til de fire kommende asiatiske turneringer i løbet af oktober og november. Men med en flot andenplads i Indianapolis – bl.a. takket være runder i 64 og 65 slag – skulle den ged være barberet. Det bliver spændende at se, om hun kan ramme samme skarpe form i Asien.

2. Lucas Bjerregaard
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 23 i Alfred Dunhill Links Championship (European Tour)
Lucas Bjerregaard stillede op som forsvarende mester på golfens arnested i Skotland, og selvom han ikke bragte sig i spil til at gentage succesen, kan han tage fra Skotland med et godkendt resultat i bagagen. Der skulle endnu flere birdies til end Bjerregaards 24 fugle til for at gøre sig gældende i toppen, men nordjydens form ser ud til at være fin på dette tidspunkt af sæsonen.

3. Emily Pedersen
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 17 i Estrella Damm Ladies Open (Ladies European Tour)
Emily Pedersen har haft svært ved at ramme formen kontinuerligt gennem de sidste par år, men nu lysner det forude. 17. pladsen i Spanien var det andet top 20-resultat i træk til sjællænderen, der forhåbentlig er på vej til fordums styrke. Selv med 15 bogeys og fire dobbeltbogeys på scorekortene lykkedes det Pedersen at sikre sig et godt resultat – det vidner om et topniveau, der er ved at være på plads. Og det kan blive rigtig sjovt, hvis hun kan luge lidt ud i fejlene.

4. Nicole Broch Larsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 31 i Indy Women in Tech Championship (LPGA Tour)
Nicole Broch Larsen lagde flot fra land med en 68’er i Indianapolis, og den runde var nok til at holde hende kørende trods mere jævne runder i 72, 71 og 72 slag derefter. Det var nok til at give Broch Larsen en samlet 31. plads, hvilket betyder, at hun ligger nr. 55 på ranglisten og har en fin chance for at komme med til de lukrative turneringer i Asien om nogle uger.

5. Jeppe Huldahl
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 18 i Hopps Open de Provence (Challenge Tour)
Efter et par missede cuts kom Jeppe Huldahl tilbage til weekendarbejde på Challenge Touren med en fin indsats i Provence. Huldahl kvalificerede sig til weekenden med runder i 70 og 72 slag, og i løbet af de to sidste runder kæmpede han sig godt op ad leaderboardet med to runder i 69 slag. På en øjeblikkelig 116. plads er han dog langt fra de 45 øverste pladser på ranglisten, som giver en adgangsbillet til sæsonfinalen.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer