Mandag vandt Tom Lewis for første gang i 2019 og sikrede sig derved en plads på PGA Touren.

Foto: Getty Images

Englænder vinder i sin debut og er klar til PGA Tour

03/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det var først i sidste øjeblik, at Tom Lewis tilmeldte sig Korn Ferry Tour Championship. Det er en beslutning, den 28-årige englænder kan kigge tilbage på med stor tilfredshed. Lewis deltog ikke i de to første led af Korn Ferry Tour Finals – faktisk havde han aldrig tidligere deltaget i en turnering på den amerikanske udviklingstour – men det stoppede ham ikke fra at vinde en af de 25 billetter til PGA Touren.

På Victoria National Golf Club i Indiana gik Lewis ind til finalerunden på førstepladsen, og med en dominerende afslutning i 65 slag – ingen var bedre mandag – øgede han afstanden til forfølgerne og vandt med fem slag i samlet -23.

I 2011 viste Lewis sit talent frem på den største scene, da han sluttede som nummer 30 i The Open og blev bedste amatør. Kort efter blev han professionel, og i sin kun tredje turnering i de betaltes rækker vandt han europatourens Portugal Masters.

Siden er Lewis ikke kommet ligeså let til succeserne, og så sent som 2018 måtte han dele sin tid mellem challengetouren og europatouren. Det var indtil han i september sidste år hentede sin anden titel på europatouren, igen i Portugal Masters.

Med mandagens sejr i Korn Ferry Tour Championship er Lewis klar til at tage hul på et nyt kapitel i karrieren, der synes at have fundet tilbage på sporet mod toppen. Resultatet bringer ham frem til 63. pladsen på verdensranglisten, og i den kommende sæson får han mulighed for at måle sig mod den øvrige verdenselite på ugentlig basis.

- Det har altid været en drøm for mig at spille på PGA Touren. Jeg har præsteret nogle gode ting på europatouren, og forhåbentlig kan jeg opnå større ting på PGA Touren. Jeg glæder mig til det kommende år, bare for at se, hvad fremtiden bringer, sagde han til PGA Touren.

Med konklusionen på sæsonen på Korn Ferry Tour kender 50 spillere nu deres plads på næste års PGA Tour. Sebastian Cappelen var en af de 25, som allerede havde sikret sig sin plads inden finaleserien gik i gang, men det lå ikke fast, hvilken placering på prioriteringslisten, han ville få.

Desværre blev det til missede cuts i alle tre turneringer, og det betød, at historiens første danske oprykker til PGA får kort nummer 34 til den kommende sæson. Den indledes allerede om ni dage ved The Greenbrier.

Der var store navne, som ikke klarede kravet. Ben Crane, Stewart Cink, Daniel Berger, Hunter Mahan, Freddie Jacobson og Johnson Wagner er blandt de tidligere vindere på PGA Touren, som ikke formåede at genvinde fuld spilleret. Nogle af dem vil få turneringsstarter gennem forskellige exemptions, men der bliver ikke tale om en fuld kategori.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer