Far og søn fejrer sejren på 18. green. Europatouren venter.

Foto: Getty Images

Far og søn sidder overvældede tilbage

20/11 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Klokken lidt i halv seks onsdag eftermiddag var der stadig en slurk tilbage i David Pokes fadøl. Hans søn, Benjamin, havde allerede drukket ud og snakkede i telefon lidt borte. 

- Nu er jeg faldet ned, sagde faderen, som han sad tilbagelænet på terrassen og forsøgte at sunde sig.

Tidligere, mens medierne sloges om at få en kommentar fra sønnen, vidste han ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. 

- Når det faktisk lykkes, så er det helt uvirkeligt, sagde han.

”Poke” har der en lille uges tid stået øverst på det store leaderboard nær klubhuset på Lakes Course, men allerede en time efter det sidste putt blev slået, og en overlegen sejr på seks slag sikret, er sporet efter den kæmpemæssige bedrift borte, tavlen vasket ren.

For de få, der var heldige nok at følge med fra siden, vil ugen på Lumine leve længe i erindringen. 

Kort tid forinden var klubhuset fyldt med 28 glade og lettede mænd, som nu kan kalde sig europatourspillere. De fleste af de skuffede – dem som ikke sluttede i top-25 – forlod i stilhed klubhuset efter finalerunden, ingen champagne til dem.

Men ikke Nicolai Højgaard. Ugen startede så fint for den 18-årige fra Gyttegaard, men det lange spil svigtede de afgørende dage. Seks runders slid og slæb, mentalt drænende mere end fysisk, og så kunne man alligevel finde Højgaard i bunkeren nær en indspilsgreen efter sin runde. Leg, ikke træning. 

Men ikke før han havde begivet sig ud på banen for at se sin bror, Rasmus, sikre sig en femteplads og et europatourkort. 

- Jeg håber på at komme ind i Sydafrika næste uge, sagde Rasmus, som heller ikke viste tegn på træthed. 

Efter ni huller under første runde - det føles som måneder siden, men der er gået mindre end en uge – var Rasmus Højgaard fire over par.

- Det er helt vildt at tænke på. Jeg var vel sidst i feltet, sagde han og rystede på hovedet. Han spillede de sidste 99 huller 20 slag under par. 

Højgaard-brødrene har sagt farvel lidt tidligere. Der er næsten kun far og søn tilbage på terrassen, træner og elev, da jeg tager afsked og drager mod lufthavnen. 

Der, i El Prat, møder jeg Brian, som har gået caddie for Poke gennem de seks lange runder. Han er på vej over Dubai til sit hjem i Sydafrika. I næste uge tager de sammen hul på europatourens kalender. Et nyt kapitel skal skrives, og det lader Brian til at være ganske fint tilfreds med. 

- Det var nemt arbejde. Han er en rigtig god fyr, og han spillede virkelig godt. Han slog den derhen, hvor han sigtede, hver gang, sagde han.

Poke har så sandelig bevist sit værd og gjort sig fortjent til sin plads blandt den europæiske elite. Nu skal han vænne sig til at være et af idolerne i stedet for at dyrke dem.

- Det har været en drøm siden jeg første gang så Tiger og de drenge der spille British Open og  på europatouren. Se Thomas, Søren, Søren og Anders. Senere Hartø, Jeff og de drenge, så tænker man, hold kæft, det er sejt. Det må være noget af det fedeste i hele verden.

- Jeg håber, de unge vil se på mig med gode øjne. Jeg håber, jeg har noget, de kan bruge, sagde han, tøjet stadig vådt af champagne.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer