Bridgestone Invitational markerer femåret for Tiger Woods seneste sejr.

Foto: Getty Images

Farvel til Firestone

01/08 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

En delt sjetteplads i The Open Championship var præcis nok til at løfte Tiger Woods op til nummer 50 i verden. Det er første gang siden januar 2015, at Woods er at finde i det gode selskab, som giver adgang til World Golf Championships. 

Det er en bemærkelsesværdig præstation for en mand, der for mindre end et år siden tvivlede på, han ville komme til at konkurrere igen. Woods var nummer 1.199 på verdensranglisten, da han stillede op i sin egen invitationsturnering tidligt i december. I løbet af de følgende otte måneder og 12 turneringer har han spillet sig tilbage i verdenseliten.

At belønningen for det hårde arbejde kommer netop i Bridgestone Invitational og netop i 2018 er ladet med et vognlæs af betydning. Otte gange har Woods vundet på banen, og fra næste år flytter turneringen.

Mange vil se frem til at lægge de 18 lange, lige og nærmest identiske huller bag sig, men ikke Woods. Efter en andenplads, en fjerdeplads, en femteplads og sidste uges sjetteplads har han i 2018 gjort nok til at fostre en tro på, der venter sejre forude. Den kan måske komme denne uge på en af karrierens mest succesfulde jagtmarker.

- Det var ikke nemt at kvalificere mig til denne turnering. Jeg har haft brug for at spille godt, og jeg er meget begejstret over at vende tilbage og spille South Course. 

- Jeg har altid været fan af banen, lige fra jeg kom her første gang i 1997. Jeg kan huske tilbage til før det var et World Golf Championship, da det var del af World Series of Golf. Det har altid været en af mine favoritbaner på touren, og det er en skam, at den bliver forladt, sagde Woods på sit pressemøde onsdag.

Han har ikke spillet banen siden 2014, men selvom det er den samlede verdenselite, han kommer op imod, har resultaterne givet en tro på, at karrierens PGA Tour-titel nummer 80 kan være lige om hjørnet.

- Mit spil er blevet bedre, og jeg føler bestemt, jeg kan vinde igen, sagde han.

Woods er sat i bold med Jason Day og torsdag går de på banen klokken 16.20 dansk tid. Thorbjørn Olesen indleder turneringen 20 minutter senere sammen med The Players Champion, Webb Simpson.

Senere på dagen, klokken 20.10, bliver det tid til at få verdens vel nok mest formstærke spillere i kamp. Verdens nummer ét, Dustin Johnson, vandt sidste uge, og han bliver gjort følgeskab af The Open Champion, Francesco Molinari.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer