Nanna Koerstz Madsen kom godt fra start i LA.

Foto: Patricia Frazao

Fint udlæg bringer Nanna Koerstz Madsen på den rigtige side af cutgrænsen

05/04 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

For et år siden vandt Pernilla Lindberg ANA Inspiration i omspil. I år er det landsmanden Linnea Ström, som kom bedst fra start i jagten på den sjette svenske sejr i årets første major.

Den 22-årige LPGA Tour rookie lavede en håndfuld birdies på vej mod en første runde i -3 på den krævende Dinah Shore Course nær Palm Springs i Californien. Det rækker til en delt andenplads med blandt andre Lexi Thompson. De er et slag efter den førende amerikaner, Amy McDonald. 

Efter den ganske tilfredsstillende start på turneringen kunne Ström berette om en svær test for de 112 deltagere.

- Det er hårdt. Hvis man ikke rammer fairways, kan bolden ende i noget ret tyk rough, så det er vigtigt: Ram fairways. Greens er også hurtige. Hvis hullet er skåret et svært sted, er det vigtigt at være på den rigtige side af pinden, så man ikke ender med et rigtig hurtigt putt ned ad bakke. De ting er afgørende, sagde hun efter runden i 69 slag.

Der er fem svenskere med i turneringen. Nanna Koerstz Madsen er alene i kampen om at vinde den første danske major nogensinde. Det projekt blev besværliggjort af, at hun kun ramte fire fairways, og derfor fik en hel del af de krævende lejer i det saftige, lange græs.

Den 24-årige fra Smørum lavede to tidlige bogeys, og fra niende hul kom der en stribe på seks huller uden pars; tre birdies og tre bogeys. På de sidste fire huller kom der mere ro på med en serie pars, og samlet stod der 74 på scorekortet, da det sidste putt vat slået.

+2 rækker til en delt 56. plads. Derfra er der seks slag op til fronten. Faldt cuttet efter 18 huller, ville spillerne i +4 og dårligere blive sorteret fra.

Koerstz Madsen deler placering med blandt andre Michelle Wie, Nelly Korda og den forsvarende mester i Women's British Open, Georgia Hall. De er et slag foran verdens nummer to, Ariya Jutanugarn.

Verdens nummer ét, Sung Hyun Park er blandt spillerne på 16. pladsen i -1.

Nanna Koerstz Madsen har misset cuttet i sine seneste seks majors. Fredag går hun på banen 22.59 fra 10. tee med håb om at gøre en ende på den kedelige stime.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer