Fire danskere klarer cuttet i traditionsrige Dubai Desert Classic

24/01 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Vinderlisten i Omega Dubai Desert Classic tæller Seve Ballesteros, Ernie Els, Fred Couples, Colin Montgomerie og José María Olazábal. Det alene i det gamle årtusinde. Siden har Thomas Bjørn vundet på Emirates Golf Club, og Tiger Woods, Rory Mcilroy, Henrik Stenson og Serigo Garcia har også prøvet at posere med det enorme trofæ på 18. green.

Der bliver sandsynligvis ingen dansk vinder i årets udgave af Dubai Desert Classic, men fire rød-hvide spillere klarede sig videre til weekenden i den 3,25 millioner dollars store turnering.

Kun Søren Kjeldsen lå med fremme efter første runde, men en delt tredjeplads blev vekslet til 42. pladsen, da den 44-årige tidligere verdensmester løb ind i fire bogeys i træk sent på anden runde og skrev under på 76 slag.

I +1 ligger han lige med Joachim B. Hansen. Hansen var en af en håndfuld danskere, som lå lige omkring cutgrænsen efter de første 18 huller. Fredag bød på en solid runde i 70 slag, -2, og dermed er Hansen sikker på at få del i pengene.

Det samme er Jeff Winther og Niklas Nørgaard Møller. Winther sluttede dagens arbejde med to birdies for en 70'er. Han er to over par samlet, og det var lige præcis nok til at komme med videre. 

Winther deler 54. pladsen med Niklas Nørgaard Møller. Sidste års vinder af Nordic League startede dagen med par, birdie, eagle, og derfra hang han i efter bedste evne. En runde i par belønnes med to runder mere og, måske, karrierens største check.

Til gengæld faldt Rasmus Højgaard og Benjamin Poke fra efter 36 huller. Højgaard var ikke i nærheden af kravet i +2. Den 18-årige vinder af AfrAsia Bank Mauritius Open sluttede otte over par på 107. pladsen. For Poke var det anderledes tæt. Han nåede til -3 for dagen og +1 samlet efter 12 huller, men i løbet af de sidste seks huller lækkede han to slag og missede weekenden med et slag.

Der er engelsk i toppen af stillingen. Efter et misset cut i Abu Dhabi fulgte Eddie Pepperell med på tv over weekenden. Hvad han bed mærke i, var Lee Westwoods brug af et ”pencil grip”, ”claw grip” eller hvad man nu har lyst til at kalde det. Den 29-årige englænder bestemte sig for at give det alternative greb en chance, og nu finder han sig alene i front halvvjs gennnem turneringen.

- Uanset hvordan man gripper køllen, så ser gode puttere i reglen ret komfortable ud over bolden. Når jeg stiller mig op på denne måde, ser jeg mere komfortabel ud, og det tænker jeg, og det tror jeg seerne vil give mig ret i, burde give mere selvtillid. 

- Det har virket godt de seneste to dage, og jeg har været overrasket over, hvor godt, det er gået. Hvis jeg kan blive ved med det i weekenden, sammen med det, jeg har gjort med svinget, så tror jeg, jeg kommer til at lave masser af birdies, og det ville være fantastisk, sagde Pepperell til europatouren.

Den førende spiller nåede til -8 med en runde i 67 slag. Han er et slag foran Robert Karlsson, Dean Burmester og den forsvarende mester, Bryson DeChambeau.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer