Rickie Fowler jagter karrierens sjette sejr på PGA Touren.

Foto: Getty Images

Fowler topper stillingen halvvejs gennem The American Express

18/01 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Rickie Fowler havde god grund til at være tilfreds, da han efter en runde i 64 slag på Nicklaus Tournament Course mødte pressen. Med fredagens score i -8 nåede den 31-årige amerikaner til -15. Det er Fowlers laveste 36 hullers score i karrieren på PGA Touren, og den giver ham førstepladsen i The American Express delt med rookien Scottie Scheffler. 

- Jeg havde to huller, hvor jeg kom godt ind-og -i, rullede gode putts for par. Derudover formåede jeg at plotte  mig rundt fra tee til green og sænke nogle putts undervejs. Bortset fra de to huller var det en solid og stressfri runde golf. Jeg er glad for den måde, jeg rammer bolden, og spillet bevæger sig helt klart i den rigtige retning, sagde Fowler.

Mens Scheffler havde en doublebogey under sin 64'er, var Fowlers scorekort rent. Seks birdies og en eagle blev det til. De førende har et slag ned til Andrew Landry, mens feltets bedst rangerede spiller, Tony Finau, stormede frem til fjerdepladsen.

Den lange og langtslående amerikaner har kun vundet en enkelt turnering på PGA Touren. Efter dagens bedste runde i 62 slag går Finau ind til weekenden med chancer for at fordoble det antal. Han lagde ud med tre birdies på sine første ni huller på Nicklaus Tournament Course og tog for alvor fat derfra. Med syv birdies på de sidste ni tilbagdelagde han anden halvdel af runden i 29 slag og rykkede til -13 for ugen.

Man skal længere ned i stillingen for at finde de to danske deltagere. Fredag var Sebastian Cappelen og Lucas Bjerregaard begge i kamp på Stadium Course, og begge gik runder i 70 slag, -2. Den score kan Cappelen bruge til en hel del mere end sin tidligere landsholdskollega.

Godt nok startede fynboen dagen på en delt 14. plads og sluttede den som nummer 39, men runden i -2, som bragte hans totalscore til -7, giver to slag ned til cutgrænsen.

18 huller inden top-70 går videre og resten sendes hjem, er Bjerregaard nummer 142. Under anden runde lavede han fire birdies og to bogeys. Han går ind til lørdagen med seks slag op til cutgrænsen.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer