Danske golfspillere

Golfdanmark splittet i spørgsmålet om golfens fremtid

25/12 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

At begrænse udviklingen (og hvordan) eller ej - det er spørgsmålet som golfreglernes vogtere skal til at tage stilling til, og at dømme ud fra danske golfspilleres holdninger, bliver det svært at gøre alle glade

Det står ikke til diskussion, at golfbolden flyver længere end nogensinde tidligere, og i særlig grad på herrernes professionelle tours bliver der længere og længere mellem 4- og 5-jern i slag mod greens på par fire huller, mens wedges i stedet er kommet på overarbejde. 

Mens samtlige spillere på et rimeligt niveau er i stand til at slå en wedge forbi flaget og trække bolden tilbage mod hullet, er det få forundt at stoppe et langt jern til en kort pind. Det er der, hvor fårene bliver skilt fra bukkene, hvor de exceptionelle talenter får plads til at stråle. 

Udviklingen i udstyret, i fysisk træning og introduktionen af radarsystemer til at optimere sving og boldflugt har alt sammen spillet en rolle i forøgelsen af driving distance, som R&A og USGA efter næsten to årtiers tøven nu er begyndt at udvise interesse for at bremse.

- Min holdning er klart, at golf er et færdighedsspil. Det er vigtigt at have en balance mellem færdigheder og teknologi, udtalte R&As direktør, Martin Slumbers, i juli.

Emnet er et minefelt af delte meninger med udstyrsproducenter og traditionalister i hver deres lejr. Vi kiggede nærmere på hele længdedebatten i Dansk Golf 3, og den eneste tydelige konklusion er, at der ingen konsensus er om en vej fremad.

Det samme gør sig gældende, når man spørger de danske golfspillere. Det gjorde vi, og med 645 besvarelser danner der sig et billede af golfdanmarks splittede holdning til længdedebatten. Lad os kigge nærmere på tallene.

Er øget længde et problem på de baner, hvor du selv spiller golf i Danmark?
Ja: 17,21 %
Nej: 78,14 %
Ved ikke: 4,65 %

Er det et problem, at drives på de professionelle tours bliver længere og længere?

Ja: 42,02 %
Nej: 52,25 %
Ved ikke: 5,73 %

Vil professionel golf blive mindre interessant, hvis man indfører restriktioner, som resulterer i kortere drives?

Ja: 35,81 %
Nej: 58,14 %
Ved ikke: 6,05 %

Hvad synes du om idéen om at have forskellige udstyrsregler for amatører og professionelle?

En dårlig idé: 65,74 %
En god idé: 29,46 %
Ved ikke: 4,80 %

Hvordan mener du, R&A og USGA bør agere?

Gør ingenting - lad udviklingen gå sin gang: 54,11 %
Reguler bolden, så den flyver kortere: 22,95 %
Reguler køllerne, så bolde flyver kortere: 14,88 %
Forbyd tees: 1,4 %


At det overvejende flertal svarer nej til spørgsmål 1 må betyde, at det hverken findes nødvendigt at ændre de danske golfbaner ved at gøre dem længere eller mere sikre. Det falder i tråd med de begrænsede studier, der findes vedrørende amatørspillere. De slår fast, at selvom der er en udvikling i klubspilleres driving distance, så er den ikke i nærheden af at følge med de professionelles. 

At skellet mellem pro og amatør vokser sig større og større er et af de de bærende argumenter blandt fortalerne for bifurcation; forskellige udstyrsrestriktioner for amatører og professionelle. Den er golfdanmark ikke med på. Kun tre ud af 10 mener, det er en god idé med et udstyrsskisma, og to tredjedele ønsker at alle fortsat skal have ensartet udstyr fremover.

I spørgsmål 2 mener et flertal ikke, at pro’ernes øgede driving distance er et problem, men i spørgsmål 3 svarer en større majoritet, at professionel golf ikke ville miste sin appel hvis R&A og USGA gik ind og skruede på knapperne for at få kortere drives. 

Alle kan ikke blive tilfredse. Ikke ubetydelige 42 procent synes, de professionelle slår for langt, og på samme tid mener cirka 36 procent, at underholdningsværdien vil blive mindre, hvis længden af drives bliver reduceret for verdens bedste spillere. 

Det siges ofte, at golf er et konservativt spil, og det er da også grundpillen i den politiske konservatisme, som R&A og USGA vil bruge som retningslinje for fremtidige ændringer - at ændre for at bevare. Af spørgsmål 5 fremgår det, at flertallet af deltagerne i denne undersøgelse ikke er enige. I stedet ønsker de at lade udviklingen gå sin gang. Skulle der alligevel justeres på materiellet, er bolden det mest populære sted at gribe ind, selvom mindre end hver fjerde betragter det som en god løsning.

Det kommer ikke til at gå stille for sig, når R&A og USGA når længere i processen, for det er et emne, der virkelig kan få golfspillere op at køre. Det ses tydeligt i kommentarfeltet. Her et udvalg af forslag til ændringer og generelle tanker.

  • Spilleren og caddie skal selv finde bolden i roughen, ingen andre må hjælpe.
  • Tidligere havde man mindre bolde, nu kunne man så gøre dem lidt større, så de ikke flyver så langt.
  • Evt differentiere valget af værktøj, så man ikke må vælge en driver på et 300 meter par 4 hul etc.
  • Det gør det mindre og mindre interessant at se professionel golf, da det efterhånden er normen, at et par-5 hul nås i 2 slag.
  • Længden på drives er kun et problem for de få golfspillere, ca. 0,3% af alle spillere. Vi bør ikke designe baner og udstyr for pro’er.
  • Indret banerne så monsterdrives altid ender i tyk rough.
  • Regulering vil gøre golf sjovere for de fleste - og være til glæde for (næsten) alle.

Modstandere af udstyrsregulering er der også rigeligt af, og de har også gjort deres klare mening til kende.

  • Kan ikke se problemet, da det er ens for alle. Det var det også, da man havde trækøller og slog halvt så langt.
  • Golf SKAL betragtes som en sport og ikke en hobby, så længere drives/styrketræning er en naturlig del af dette.
  • Det skal ikke tolkes som et problem, det er da imponerende at følge Brysons udvikling. Personligt elsker jeg og se ham spille.
  • Det eneste man kan gøre, er at begrænse tiden i træningscentret og det virker tosset. Indsatsen skal belønnes.
  • Jeg synes det er forrykt at man overhovedet overvejer at begrænse udviklingen.
  • Hold op med at pive fordi der er nogen der slår langt. Længde er en del af gamet. Den måde Søren Kjeldsen spiller på er kedelig.

User Comments:

  • Længde

    27/12 - 2020 |

    Så en test hvor man slog Titleist Pro V1 årgang 1990 mod årgang 2020 og der var ingen forskel på længde overhovedet. Se f.eks. Rick Shiels på Youtube. En del kommer vel fordi proerne har forbedret fysikken og teknikken, der er stort set ingen grødfede, storrygende og stordrikkende proer tilbage som kan gøre sig gældende

  • færre jern i golfbaggen

    26/12 - 2020 |

    Hvis man nu pillede 3 eller 4 jern ud af baggen, så vil man opleve et meget mere interessant spil. den langtslående hardhitter skal nu bruge et f.eks 9 jern til at så ind på green hvor han normalt ville hamre en P afsted etc. etc

  • Man skal da ikke udjævne...

    26/12 - 2020 | Denny Christensen

    I forvejen 'udjævner' hcp systemet så det ikke er den bedste spiller der vinder en turnering men bedste i forhold til hcp på dagen. Ikke ualmindeligt med sejr i 40 points og så forstår jeg godt en lav hcp'er ikke gider deltage. Med hcp 5.0 selv er jeg een af dem. Man lader jo heller ikke løberne i et 100 m løb starte på forskellige længder for at de alle kan komme over målstregen samtidig. Så man et sådant løb hvor forreste mand startede på 93 m og vandt var der ramaskrig. Træning, flid, styrke og talent er en del af golf og god kvalitet i de færdigheder skal belønnes. Flyver boldene så meget længere? Det er nærmere udstyr i øvrigt og spillerne der skaber længden. Så der kunne man regulere.

  • Man skal da ikke udjævne...

    26/12 - 2020 | Denny Christensen

    I forvejen 'udjævner' hcp systemet så det ikke er den bedste spiller der vinder en turnering men bedste i forhold til hcp på dagen. Ikke ualmindeligt med sejr i 40 points og så forstår jeg godt en lav hcp'er ikke gider deltage. Med hcp 5.0 selv er jeg een af dem. Man lader jo heller ikke løberne i et 100 m løb starte på forskellige længder for at de alle kan komme over målstregen samtidig. Så man et sådant løb hvor forreste mand startede på 93 m og vandt var der ramaskrig. Træning, flid, styrke og talent er en del af golf og god kvalitet i de færdigheder skal belønnes. Flyver boldene så meget længere? Det er nærmere udstyr i øvrigt og spillerne der skaber længden. Så der kunne man regulere.

  • Længde og proportionalitet.

    26/12 - 2020 |

    Hvorfor er det ikke med i debatten, at f.eks at 10% øget hastighed på driveren fører til mere end 10% øget længde. Hvis det er tilfældet, at øget hastighed favoriserer dem som i forvejen slår langt, med mere end deres teknik og kunnen tilskriver dem, tror jeg det vil være ødelæggende for golfsporten. Dette skyldes, at jeg med mit handicap på omkring 12 vil opleve at den golfbane jeg spiller jævnligt, vil opleves som en par 3 bane for en tourspiller. Hvis den bane jeg plejer at spille på, så skulle leve op til turneringsstandard, vil mit hcp. så mere være i overensstemmelse med et i omkring 24. I givet fald vil det betyde en så stor forskel på professionel golf og amatørgolf, at ens golfmæssige stil ikke vil blive influeret af de professionelle golfspillere og deres spil, som målestok. Hvor godt en spiller, som jeg performer, sammenlignet med de dygtige, vil blive ødelagt. En anden ting er at andelen af spillere til fremtidens tour, ikke vil kunne rumme spillere som Søren Kjeldsen. Thomas Rauhe

  • Max-længde

    25/12 - 2020 |

    Da det åbenbart er et problem for nogle, at andre slår for længere, end de synes er rimeligt, selvom de stadig efter et sådant irriterende langt slag ikke er på green, kunne det være oplagt, skønt jeg ikke ønsker det, at definere, hvor langt det er rimeligt at slå, og så forbyde slag over denne længde. En sådan regel ville respektere den ene af golfens grundudfordringer: længdekontrol. Det ville dog stadig være noget skrammel at blande sig i, hvor god en golfspiller må være.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,484,882
  • Unique Visitor:189,221
  • Registered Users:169,650
  • Unregistered Users:31,564
  • Blocked Users:12,473
  • Published Nodes:16,508
  • Unpublished Nodes:328
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.227.249.155
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:11,071
    • This week:111,279
    • This month:448,297
    • This year:3,485,649