Rasmus Højgaard har hurtigt fundet sig til rette på europatouren. En bogeyfri første runde har bragt den 18-årige frem til førstepladsen på Mauritius.

Foto: Getty Images

Her kommer Rasmus Højgaard: Stortalentet fører på Mauritius

05/12 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Den bedste danske placering på europatouren i 2019 var Nicolai Højgaards andenplads i KLM Open. Mindre end tre måneder senere – i den anden turnering af sæson 2020, den sidste i kalenderåret 2019 – er det Rasmus Højgaards tur til at føre sig frem på europatouren.

Det er blot to uger siden, Rasmus Højgaard tog fra Q-School med en femteplads og et skinnende nyt europatourkort. Den første opgave i Sydafrika blev vekslet til en respektabel 49. plads, og allerede ugen efter lader det til, at den 18-årige har fundet sig til rette på den store scene. 

Højgaard var blandt de tidligt startende på Heritage Golf Club, da AfrAsia Bank Mauritius Open blev indledt, og det gik kun en vej, efter han fik sin første birdie på femte hul.
To huller senere brugte den forsvarende amatørverdensmester sin imponerende fart i køllen til at producere karrierens første eagle på europatouren. 

Højgaard var sat i bold med spillere, som begge er tre årtier ældre. Jeev Milkha Singh blev kørt agterud med en runde tre slag over par, men Keith Horne spillede glimrende golf for kun at være et slag efter sin danske medspiller efter 18 huller. 

Birdies på 14. og 16. bragte Højgaard fem under par, og på 18. pitchede han en wedge ind til to meter og sænkede puttet for en bogeyfri runde i -6. Den score rækker til en delt førsteplads med franske Benjamin Hebert.

Højgaard fik kun par på et af de fire par fem huller og spillede dem samlet i -4. Han var ikke den eneste dansker som udnyttede par fem hullerne og kom rundt i en god score.

Søren Kjeldsen fik tre birdies på de lange huller, seks i alt under arbejdsdagen, og selvom den 44-årige fandt sig et slag over par efter første hul, kom han rundt i 68 slag, -4. Det rækker til en delt niendeplads, mens de sent startende kun har spillet få huller.

Det var ikke ren dansk jubel fra morgenstunden. Benjamin Poke spillede banen i 75 slag, og derfra får vinderen af Q-School brug for en runde langt under par fredag for at klare sit andet cut i træk. 

Jeff Winther er på banen, og klokken 11.00 har han spillet tre huller og er i par.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer