Tiger Woods har endnu ikke besluttet, om han spiller med i næste uge, når PGA Touren spiller nær hans hjem i Florida.

Foto: Getty Images

Hold på hat og briller: Woods, McIlroy og Thomas i bold sammen

14/02 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Tiger Woods velgørenhedsorganisation er med til at afvikle ugens Genesis Open på Riviera Country Club i Los Angeles. Det betyder, at den 14-dobbelte majorvinder har et ord at skulle sige omkring teetiderne de første dage, og det ville være FAKE NEWS at påstå, han har forsøgt at sikre en blød start i sin kun anden officielle turnering i et år.

Torsdag klokken 16.22 dansk tid går han ind i orkanens øje og op på 10. tee sammen med sidste års Player of the Year på PGA Touren, Justin Thomas, og Rory McIlroy. Det er to af de bedste og mest eksplosive spillere på markedet i dag, men den 42-årige med fire rygoperationer bag sig er ikke bange for at tage kampen op mod toppen af den generation, der idoliserede ham som børn.

- Justin fløj herud sammen med mig, og han spurgte, hvornår jeg spillede denne turnering som amatør. Jeg var 16. Det var i '92. Han sagde, ”det var året før, jeg blev født”. Det satte tingene i perspektiv.

- Vi kommer til at have det sjovt. Vi glæder os alle tre til at spille med hinanden i denne turnering, og jeg ser frem til udfordringen, ikke kun til at konkurrere mod de to, men mod hele feltet, sagde han på sit pressemøde tirsdag.

Tigers officielle comeback på Torrey Pines endte med en 23. plads, og der var masser af positive ting at tage med fra San Diego. Driveren var ikke en af dem, for Woods ramte et historisk lavt antal fairways og slog ind imellem nogle rystende skæve teeslag. Det er alt sammen en del af processen, for turneringsgolf er et andet spil end træning, og informationerne er blevet brugt til at justere småting i opstillingen og svinget. 

De er også blevet brugt til at ændre på udstyret. Denne uge er Woods gået tilbage til et gammelt og stivere skaft i driveren – et Matrix Ozik TP7De X – og på grund af det reducerede flex, har han øget loftet på slagfladen med 0,75 grader for at optimere spintallet.

Tiden vil vise, hvordan den beslutning kommer til at virke på en bane, hvor Woods fik sin debut på PGA Touren for 26 år siden, men hvor han aldrig har vundet.

- Jeg elsker banen, elsker designet, den ligger godt til mit øje og jeg spiller forfærdeligt. Det er bare en af den slags mærkelige ting, sagde han.

Der er meget andet end trebolden med Woods at komme efter i Genesis Open. Verdens nummer ét og tre, Dustin Johnson og Jordan Spieth, spiller også med i turneringen, og det samme gør formstærke Phil Mickelson. Alt i alt er 27 fra verdens top-50 til start.

Turneringen kan følges på C More Golf.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer