Trevor Immelman deltog to gange i Presidents Cup som spiller. I 2019 var han vicekaptajn, og nu skal sydafrikaneren selv stå i spidsen for verden minus Europa i kampen mod USA.

Foto: Getty Images

Immelman den yngste kaptajn nogensinde

08/04 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Ernie Els blev lovprist for sit arbejde som kaptajn for det internationale hold, som i december gav amerikanerne kamp til stregen i Presidents Cup. Det endte med sejr til USA, men selv et smalt nederlag er en slags sejr for verdensholdet.

Amerikanerne har vundet de seneste otte udgaver af den Ryder Cup-lignende turnering, og det internationale holds eneste sejr kom tilbage i 1998 (i 2003 endte det uafgjort). Ernie Els gjorde det til en fair kamp igen, og nu skal hans landsmand Trevor Immelman forsøge at føre projektet et skridt videre.

Tirsdag blev den 40-årige sydafrikaner udnævnt til kaptajn for slaget, der efter planen skal stå på Quail Hollow i 2021.

Skulle årets Ryder Cup ende med at blive rykket til næste år, vil det også betyde udsættelse af Presidents Cup, men hvis matchen bliver spillet i 2021, kommer Immelman til at blive den yngste kaptajn i konkurrencens 26 år lange historie.

- Jeg tror, det gør dynamikken en smule anderledes, at jeg er den yngste kaptajn i Presidents Cup-historien, men trenden startede faktisk allerede i Melbourne med Tiger og Ernie, som begge stadig konkurrerer. Jeg forestiller mig, at vores hold kommer til at bestå af en kombination af gutter, som jeg har spillet meget med gennem årene, og unge spillere, som jeg har fulgt og studeret gennem mit tv-arbejde. En ting, jeg ved med sikkerhed, er, at vi vil forme en enhed, have en fest og gøre vores absolut bedste, udtaler Immelman i en pressemeddelelse.

For nyligt er Immelman blevet ansat som ekspert af Golf Channel. Hans seneste optræden som spiller kom i Portugal Masters i oktober sidste år.

Immelman vandt tre turneringer på europatouren og en enkelt på PGA Touren udover The Masters i 2008. Majoren blev Immelmans sidste sejr på højeste niveau, og siden har han været en sjælden gæst nær toppen af stillingerne – omend han vandt en enkelt turnering på Web.com Tour i 2013.

- Presidents Cup og PGA Touren har fyldt meget i min karriere, så at lede det internationale hold er noget, der bliver et højdepunkt i min karriere, noget jeg virkelig ser frem til, udtaler Immelman til Golf Channel.

Der er endnu ikke sat navn på den amerikanske kaptajn, som på hjemmebane i North Carolina skal forsøge at sikre den niende sejr i træk.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer