Jin Young Kos historiske stime kom til en ende, med et tre-putt på niende hul.

Foto: Getty Images

Jin Young Ko slår rekord og brænder kort putt

30/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Søndag var Jin Young Kos maskinelle præcision det eneste, der stod mellem Nicole Broch Larsen og den første danske sejr på LPGA Tour nogensinde. Den sydkoreanske indehaver af verdensranglistens førsteplads spillede sig til en sejr på fem slag med en bogeyfri turnering. Ikke runde. Turnering. Alle 72 huller tilbagelagde Ko uden at notere et eneste tabt slag.

Hun ankom til ugens Cambia Portland Classic i gang med en stime af bogeyfri huller, der strakte sig tilbage til tredje runde af Women's British Open og allerede var på mere end 100 huller. Det var allerede den længste serie på LPGA Touren, og i løbet af første runde slog Ko også en rekord, Tiger Woods satte tilbage i år 2000.

Tigeren gik 110 huller uden et tabt slag. Ko nåede 114, inden hun missede et putt fra en meter på Columbia Edgewater Country Clubs niende hul. Det gjorde en ende på den historiske stime, men det tabte slag var noget, Ko kunne se finde det positive ved, da presset nu er væk. 

- Bogeyfri over 18 huller er fantastisk. Jeg havde 114 huller uden bogeys, men nu er det slut. Det er fint, specielt fordi jeg nåede at slå rekorden, eller sådan noget. Nu vil jeg gøre det igen; 115 bogeyfri huller forhåbentlig. Men jeg føler mig frigjort. Det er frihed, det kan jeg føle, sagde Ko efter dagens arbejde.

Ko gik første runde fire under par og deler 24. pladsen, fire slag fra toppen af stillingen. Landsmanden Mi Jung Hur deler førstepladsen i -8 med australske Hannah Green.

Tre danskere deltager i Portland. Efter sidste uges historiske præstation er Nicole Broch Larsen rykket frem til nummer 92 på verdensranglisten, men sent torsdag spillede hun hverken som i sidste uge eller som et medlem af verdens top-100.

Det blev til en runde i +3 og en placering som nummer 130. Hun er to slag efter Emily Pedersen, som lavede tre bogeys og to birdies og er nummer 104.

Cutgrænsen ligger i -1, og det er også, hvor man finder Nanna Koerstz Madsen. Den 24-årige fra Smørum brugte 71 slag og er på 68. pladsen.

Alle tre danskere går tidligt på banen til anden runde. 

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer