Justin Rose var i en klasse for sig under første runde af The Masters.

Foto: Getty Images

Justin Rose tøjler bidsk Augusta

09/04 - 2021 | Mikkel Ring Christensen

I november var greens på Augusta National blødere, end vi er vant til at se dem. Når bolden stopper, hvor den lander, går der et element af taktik tabt, højden på slag mod greens bliver mindre afgørende, og spillerne kan sigte mere direkte efter flagene. Dustin Johnson udnyttede de gunstige betingelser til at sætte ny scoringsrekord i -20.

Det brød grønjakkerne sig tydeligvis ikke om at se, for til årets udgave af The Masters er greens brutale. Der er sparet på vandet, så den sædvanlige, grønne farve har fået et brunligt skær. Det resulterer i bolde, der løber langt efter nedslaget, indspil der triller over og ud af green, putts ned ad bakke, som sender hjertet op i halsen på spillerne.

Kun tre mand var rundt i 60’erne torsdag. Kun 12 mand var under par. Alle fik lov til at kæmpe for deres score - alle undtagen Justin Rose. 

Englænderen er blevet 40 år og er faldet ned til nummer 41 på verdensranglisten. Rose har ikke vundet en turnering i mere end to år, men torsdag lignede han igen den spiller, som nåede til tops på verdensranglisten, som vandt US Open og sikrede sig olympisk guld.

Rose lignede endnu et offer for banens brutalitet, da han var to slag over par efter syv huller, men en eagle på par fem hullet ottende blev starten på en runde ud over det sædvanlige.

Der fulgte syv birdies på resten af runden. Rose var hele ni under par på de sidste 11 huller og kom rundt i 65 slag, -7. Det giver et forspring på fire slag ned til Hideki Matsuyama og Brian Harman på andenpladsen i -3. 

- Jeg puttede skønt i dag og læste greens utroligt godt. Hvis du havde sagt 65 slag til mig, da jeg gik op af ottende hul, havde jeg sagt ikke en chance, denne baner spiller for krævende til det. Men det er utroligt. Det er en god påmindelse om, at man aldrig ved, hvad der kan ske derude, og at man bare skal holde snuden i sporet på banen, sagde Rose på sit pressemøde sent på dagen. 

Det er fjerde gang, Rose slutter førstedagen af The Masters på førstepladsen. Han har andenpladser i 2015 og 2017 som sine bedste resultater i turneringen. Hvor de nærmeste forfølgere har sene starttider fredag, skal Rose tidligt på banen, når greens i reglen er mest medgørlige.

Patrick Reed er den bedst placerede spiller fra top-10 på verdensranglisten. Vinderen fra 2018 er på en delt fjerdeplads i to under par. Tyrrell Hatton er et slag efter på en delt ottendeplads, og der finder man også Jordan Spieth. Sidste uges vinder i Texas havde problemer i træerne på niende hul, som førte til en triplebogey, men Spieth fik kæmpet sig tilbage under par - blandt andet takket være et eaglechip på 15. hul, som ville være fortsat ned i vandet, hvis ikke bolden havde ramt midt i koppen og droppet til bundt.

De nybagte far Jon Rahm kan gå i seng på en 13. plads i par. Han er et slag foran Justin Thomas, Collin Morikawa og Viktor Hovland på 20. pladsen. Hovland indledte turneringen med en triplebogey på første hul, kæmpede sig tilbage til par, satte derefter igen tre slag til i løbet af få huller og endte med en score i +1.

Faldt cuttet efter første runde, ville +2 blive kravet for at avancere. I den score finder man blandt andre Dustin Johnson, Brooks Koepka og Bernhard Langer. Kun de 50 bedste får weekenden med, og efter de indledende 18 huller er en del store navne ude i kulden.

Phil Mickelson er tre over par, mens Sergio Garcia, Rory McIlroy og Bryson DeChambeau alle er +4. I +7 er Patrick Cantlay helt nede på en delt 80. plads blandt de 88 deltagere. 

Link til stillingen

User Comments:

  • Fremragende artikel!!!

    09/04 - 2021 |

    Godt arbejde Mikkel. Som altid formår du at pakke de vigtigste fakta ind i et inspirerende sprog. Det er en fornøjelse at læse artikler hvor man smiler og bliver klogere på samme tid. Bliv ved med det. BH Nikolaj PS. Det er let at acceptere et par enkelte slå- eller sprogfejl i en artikel som skal ud kl 2 om natten på et gratis medie,

  • Korrekturlæsning

    09/04 - 2021 |

    Kære Mikkel Ring Christensen Det er et pinligt skriftsprog, du betjener dig af. Få læst korrektur på din artikel, før den går i trykken. Karsten

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,618,459
  • Unique Visitor:193,740
  • Registered Users:170,733
  • Unregistered Users:31,691
  • Blocked Users:12,477
  • Published Nodes:16,624
  • Unpublished Nodes:327
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.238.130.97
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:1,719
    • This week:106,669
    • This month:453,508
    • This year:3,619,292