Med 76 nyvundne verdensranglistepoint rykker Patrick Reed fra nummer 24 til 15 på OWGR.

Foto: Getty Images

Karrierens syvende til Patrick Reed

12/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

I sit syvende år på PGA Touren har Patrick Reed vundet karrierens syvende titel i The Northern Trust. Sejren gør en ende på 16 måneders tørke, siden Reed truimferede i The Masters, og den bringer ham ind i kampen om den samlede sejr i FedEx Cuppen og de 15 millioner dollars i bonus. Reed gik ind til ugens turnering på Liberty National Golf Club i New Jersey på 50. pladsen i FedEx Cuppen, og han kan tage videre til den anden af tre slutspilsturneringer på andenpladsen.

Reed havde et slags forspring med til finalerunden. Han var over par det meste af for-ni og nåede at give førstepladsen fra sig, men en række vigtige par putts holdt ham inde i kampen. Mod afslutningen satte vinderinstinktet ind, og med birdies på 14. og 16. hul sikrede han sig en runde i 69 slag og sejren med et slag ned til Abraham Ancer i -16.

- Jeg føler, jeg har spillet noget solid golf, og endelig giver det afkast ved at jeg får en sejr. Det har taget sin tid, lidt for lang tid, ærligt talt.

Jon Rahm, som nåede op at vende førstepladsen, blev delt nummer tre med Harold Varner III i -14. Varner startede ugen uden for top-100 men han er blandt de 70, som kan tage videre mod Chicage og BMW Championship på den tidligere Ryder Cup-bane Medinah.

Adam Scott blev nummer fem efter dagens bedste runde i 65 slag. Med en samlet score i -13 var han et slag bedre end Rory McIlroy, Jordan Spieth, Louis Oosthuizen og Brandt Snedeker på sjettepladsen.

Patrick Reed løb med sejren, men ugen igennem blev en stor del af opmærksomheden ledt væk fra toppen af stillingen. Tidligt fredag trak Tiger Woods sig med en skade, og senere på dagen havde Rory McIlroy en regelsituation, der tog timevis at rede ud. 

Og så har der gennem flere dage været den sideløbende fortælling om Bryson DeChambeau og hans spilletempo. Der er måske en chance for, at der nu endelig snart bliver gjort noget ved problemet med langsomt spil, for under finalerunden meddelte PGA Touren, at de er gået i gang med at revidere sin politik omkring pace-of-play.

- Nylige episoder omhandlende spilletempo har fået PGA Touren til at tage et grundigere kig på sin politik på området, og ShotLink teknologien kan måske være løsningen.

- Tourens nuværrende pace-of-play politik retter sig kun mod spillere i grupper, som er ude af position. Touren kigger nu også på, om det er muligt at udvide reglerne til også at gælde grupper som ikke er faldet bagefter, men som tager overdrevent lang tid til at slå et slag, står der blandt andet i meddelelsen offentliggjort på PGA Tourens hjemmeside. 

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer