Der er plads til forbedring med jernene, men selv uden sit bedste spil klarede Sebastian Cappelen cuttet i sin debut som medlem af PGA Touren.

Foto: Getty Images

Klaret cut og vigtige erfaringer

15/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

På herretoilettet i den del af klubhuset, som denne uge huser pressen, hænger en signeret fødselsdagshilsen fra præsident Ronald Reagan til Sam Snead. Snead, som døde i år 2002 kort før sin 90 års fødselsdag, er kun et navn i en perlerække af golfens største profiler, som har haft deres gang på The Greenbrier ude i midten af ingenting i West Virginia.

Måske vil Sebastian Cappelen en dag blive inkluderet i stedets rige historie. I hvert fald er chancen der, for denne uge debuterede den 29-årige fynbo som medlem af PGA Touren i A Military Tribute at The Greenbrier.

Turneringen gav ingen eventyrafslutning – Cappelen sluttede som nummer tre fra bunden i finalefeltet – men trods milde frustrationer umiddelbart efter finalerunden, venter der masser af chancer for at gøre sig gældende på PGA Touren, og går alt efter planen, vil historiens første danske oprykker til PGA Touren slutte den netop påbegyndte sæson i top-125 i FedEx Cuppen og garantere, at han kan vende tilbage til The Greenbrier, når golfåret 2020-2021 indledes. 

Cappelen spillede fire runder på Old White TPC uden at behøve et eneste drop med straf. Det skyldtes primært solid driving, og især søndag var han skarp fra tee, og når han missede, var det steder, hvor der var plads til det. Slagene mod green var en anden sag.

- Jeg søger efter et eller andet med jernene ind til green. Jeg er ikke komfortabel på noget tidspunkt, hvor jeg føler, jeg kan begynde at gå efter pinden. Det er lidt for meget gætteleg i dag. Det var bare noget med at prøve at få den på green og have et putt, sagde han til Golf.dk.

Det blev til en finalerunde i 72 slag, +2, og en score i -2 for ugen. Det giver en præmie på lidt over 16.000 dollars, men mere vigtigt giver det en masse erfaringer at tage med videre.

- Jeg har lært, at det generelt skal være mere stabilt. Der er ikke råd til en løs runde her og der. Der er ikke plads til et par huller med dumme beslutninger. Der skal være fuldt fokus hele tiden, ligegyldigt hvor og hvornår, det er. 

- Jeg er rigtig tæt på mange steder, det skal bare lige være en lille smule skarpere, specielt puttingen. Jeg slår for mange, som ikke går i. Så jeg skal have fundet ud af, om jeg læser dem rigtigt og ser de rigtige linjer og så videre.

Torsdag er en ny chance. Senere søndag skal Cappelen allerede videre mod Mississippi og næste uges opgave, Sanderson Farms Championship. Det er en turnering, han har gode minder fra. I 2014 modtog han en invitation og sluttede på en delt 35. plads i sin første turnering på PGA Touren.

I skrivende stund har førerbolden spillet fire huller af finalerunden. Joaquin Niemann har et spinkelt forspring på et slag.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer