Brooks Koepka og caddie Ricky Elliott tager en kort pause fra forberedelserne til The Open.

Foto: Getty Images

Koepka forklarer sin succes i majors

16/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

I løbet af de seneste fire majors er Brooks Koepka to gange sluttet på andenpladsen, og to gange har han sejret. I løbet af de seneste 25 måneder har den 29-årige amerikaner deltaget i ni majors og vundet fire af dem. Det er en succesrate, som stort set kun Tiger Woods og Jack Nicklaus kan måle sig med i den moderne major-æra. 

Det er en historisk bedrift, men til forskel fra historiens to største leverer Koepka ikke varen fra uge til uge, han gemmer sit bedste spil til majors. Inden PGA Championship forklarede han, at majors er de nemmeste turneringer at vinde: Halvdelen af deltagerne er ikke gode nok til at vinde, nogle ville bukke under for presset, og i sidste ende er der kun et par dusin tilbage at slå, var han nået frem til.

Tirsdag inden The Open Championship kom Koepka med en anden forklaring på, hvorfor han præsterer så godt i majors, mens han kun har vundet to regulære turneringer på PGA Touren – en i februar 2015 og den anden i oktober sidste år. 

- Jeg træner bare før majors. Ved normale turneringer træner jeg ikke. Når i ser mig på tv, det er når jeg spilller golf, sagde verdens nummer ét tirsdag på sit pressemøde.

I sin seneste turnering, som sluttede for halvanden uge siden, sluttede Koepka på 65. pladsen, og indtil en dag før starten, havde han ikke rørt en kølle i 10 dage. Det handlede bare om at finde rytmen og gøre sig klar til udfordringerne på Royal Portrush.

- Jeg kom herover fredag, og jeg har trænet siden, så i reglen er jeg forberedt til majors, sagde han.

Koepka har deltaget The Open fem gange, og det er den major, hvor han har leveret de mest beskedne resultater, med en 10. plads og en sjetteplads som sine bedste slutplaceringer. Der er alle muligheder for, at han kan finde sig selv helt i toppen denne uge, for han har et glimrende lokalkendskab at trække på. 

Portrush har ikke været vært for The Open siden 1951, og i nyere tid har europatouren kun været forbi én gang, i 2012. Derfor er det for langt størstedelen af feltet første gang, de ser banen. Det samme gælder Koepka, men hans caddie, Ricky Elliott, er medlem af Royal Portrush og kender alle linjer fra teestederne, samtlige konturer på greens og hvordan forskellige vindretninger ændrer banens karakter.

- På hvert hul, jeg kommer til, siger jeg, ”sig hvad jeg skal gøre, du har spillet banen mere end nogen anden”, så jeg lader bare ham styre det, sagde Koepka.

Der var i forvejen rigeligt med grunde til at gøre Koepka til favorit til at løfte The Claret Jug i den 148. udgave af The Open, og hans caddie er blot endnu en.

Koepka tager hul på mesterskabet torsdag klokken 14.04 dansk tid. Han er sat i bold med Louis Oosthuizen og Shubhankar Sharma.

Læs om de øvrige interessante bolde her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer