Lee Westwood er blandt deltagerne i BMW Indoor Invitational.

Foto: European Tour

Kreative løsninger giver mulighed for at se professionel golf

06/05 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Lørdag den niende maj spilles den første af fem trackman-turneringer med deltagelse af nogle af de største navne i europæisk herregolf. Europatouren, BMW og Trackman står bag Indoor Invitational, og hjemmefra, i hver deres simulator, vil spillere som Martin Kaymer, Lee Westwood og Bernd Wiesberger dyste om penge til velgørende formål.

Hver uge vil deltagerne spille 18 huller mellem mandag og onsdag, og lørdag kan man på bmw.trackmaninvitational.com – eller på europatourens sociale medier – følge slagets gang. Der dystes først på St Andrews Old Course, en uge senere gælder det Royal Portrush, og derpå følger Golfclub München Eichenried, Valderrama og til slut Wentworth West Course sjette juni. 

Vinderen af hver turnering får 10.000 dollars til deres valgte velgørenhed.

PGA Touren genstarter tidligst 11. juni, LPGA en måneds tid senere, og europatouren kommer tidligst til at spille udendørs igen den næstsidste dag i juli. I den lange ventetid er Indoor Invitational ikke det eneste golf, der er at se frem til, mens kampen mod coronavirus fortsætter. 

17. maj danner verdens nummer ét og fem par i en velgørenhedsmatch på Seminole Golf Club i Florida. Rory McIlroy og Dustin Johnson går op imod Rickie Fowler og Matthew Wolff i en skins match med tre millioner dollars i puljen.

McIlroy og Johnson skal forsøge at samle penge ind til American Nurses Foundation, mens Fowler og Wolffs gevinst går til CDC Foundation (Centers for Disease Control). 

Social Distancing vil blive fulgt under matchen, som starter klokken 20.00. Blandt flere platforme vises matchen på Golfchannel.com, mens der også er dækning på Twitter.

I den hjemlige andedam kan man i morgen følge Søren Kjeldsen og Preben Elkjær dyste i Santander Consumer Bank Challenge på tv og KUN på tv. Bliv væk!

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer