Rasmus Højgaard brød igennem på den internationale golfscene med sejren på Mauritius.

Foto: Frank Cilius

Kronprinserne og dronningen er klar

07/05 - 2019 | Claes Meldal

Power Rankings: To talentfulde danskere ligger lunt i svinget på Challenge Touren – og Nanna Koerstz Madsen bliver bare ved med at imponere i USA.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Rasmus Højgaard
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 2 i Challenge de España (Challenge Tour)
Rasmus Højgaard er kun lige blevet professionel, men den regerende holdverdensmester spilder bestemt ikke tiden. I Spanien opnåede han sit bedste resultat som pro med en ekstremt stabil præstation – kun fem bogeys lavede han i hele turneringen. Han ligger nu godt til (nr. 6) i kampen om European Tour-billetterne i den unge Challenge Tour-sæson.

1. Martin Leth Simonsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 2 i Challenge de España (Challenge Tour)
Martin Leth Simonsen ligner allerede nu et godt bud på endnu en dansker på European Tour. Simonsen har løftet sit spil i år, og det har allerede givet pote resultatmæssigt med en 2. plads og en 3. plads tidligt i sæsonen. Han producerede masser af birdies og en enkelt eagle i Spanien, og formen ser god ud forud for de næste måneders intensive program.

3. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 2 i US Women’s Open Qualifying (LPGA Tour)
Nanna Koerstz Madsen har spillet rigtig meget golf gennem den seneste tid, og efter en hæderlig 27. plads i San Francisco havde hun lige et ekstra ærinde, før hun kunne flyve hjem til Danmark på en velfortjent ferie: kvalifikationen til US Women’s Open. Og minsandten om hun ikke hev nogle helt utrolige mentale ressourcer frem, da det gjaldt allermest. Hun lavede tre birdies på de sidste tre huller og snuppede en af de to billetter til majorturneringen. Imponerende. Mon ikke hun sover godt i flyveren?

4. Joachim B. Hansen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 32 i Volvo China Open (European Tour)
Joachim B. Hansen var blot en enkelt god runde fra at lave et rigtig godt resultat i Kina. Hansen leverede tre solide runder i 60’erne, men fredagsrunden i 73 slag kostede muligheden for en topplacering. Det ændrer dog ikke på, at Hansen har fået en lovende start på sæsonen med kun et enkelt misset cut og 6. pladsen i Oman som foreløbigt højdepunkt.

5. Oliver Suhr
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 2 i Bravo Tours Open (ECCO Tour)
Oliver Suhr var generelt solidt spillende i Rømøs kraftige blæst, som drillede spillerne og gav højere scores end vanligt. Hen mod slutfasen så Suhr dog ud til at have forspildt sin chance for en absolut topplacering efter en triplebogey på hul 15, men to afsluttende birdies trak Suhr op på en udelt andenplads.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer