Nanna Koerstz Madsen.

Foto: LET

Mødtes i toppen til sidst

27/02 - 2019 | Claes Meldal

Power Rankings: Nanna og Nicole fik begge et rigtig godt resultat med fra Australien – men vejen dertil var ret forskellig for de to danskere.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 9 i Australian Ladies Classic (Ladies European Tour)
Nanna Koerstz Madsen spillede tre stabile runder i Australien, men den fjerde og sidste blev lidt af en rutsjetur. Koerstz Madsen noterede ganske vist fem birdies i finalerunden, men en enkelt bogey og to dobbeltbogeys trak den anden vej. Særligt ærgerlig var dobbeltbogeyen på 72. og sidste hul, som kostede tre dyrebare placeringer.

1. Nicole Broch Larsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 9 i Australian Ladies Classic (Ladies European Tour)
Nicole Broch Larsen fik bestemt ikke nogen ideel start, og hun måtte helt op i en 75’er i åbningsrunden efter fem bogeys. Hun fik dog spillet sig gevaldigt op om fredagen med en runde i 69 slag, hvor hun stjal fire slag på de fem par 5-huller. I weekenden vekslede hun jævnt mellem birdies, pars og bogeys og endte – takket være en god birdie på allersidste hul – med en fin top 10-placering.

3. Nicolai Højgaard
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 10 i Lumine Hills Open (Nordic Golf League)
Nicolai Højgaard skulle ikke bruge lang tid til at vænne sig til tilværelsen som professionel golfspiller. Den 17-årige regerende verdensmester sikrede sig endnu en flot placering i en Nordic Golf League-turnering med en 10. plads i Lumine Hills Open. Placeringen kom i hus med flot spil i finalerunden, hvor han efter en sløj start satte fem birdies på kortet og spillede sig langt frem på leaderboardet.

4. Nicolai Kristensen
Sidste uge: 4
Seneste resultat: Nr. 12 i Lumine Hills Open (Nordic Golf League)
Der var ikke meget at råbe hurra for, da Nicolai Kristensen kom i gang med Lumine Hills Open. Han startede fint med to birdies, men smed så fem slag resten af vejen ind mod klubhuset. Siden blev det bare bedre og bedre for Kristensen, der gik 2. runde i 70 slag og satte trumf på med en 67’er i finalerunden, som skubbede ham helt frem på en 12. plads.

4. Niklas Nørgaard Møller
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 12 i Lumine Hills Open (Nordic Golf League)
Niklas Nørgaard benyttede sig af samme opskrift som sin kollega Nicolai Kristensen, da han sikrede sig en 12. plads i Lumine Hills Open. Nørgaard Møller kom også skidt fra start med en 74’er, og derefter fik også han skuden på ret køl med runder i 70 og 67 slag. Der var en del skønhedsfejl fra Kokkedal-spillerens hånd, men også en pæn bunke birdies – 18 i alt på de 54 huller.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer