Under sin runde i 65 slag lavede Justin Rose en eagle. Det var en af 17 eagles torsdag, flere end under nogen anden runde i US Open-historien.

Foto: Getty Images

Masterclass med putteren bringer Rose helt til tops

14/06 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det er kvaliteterne i det lange spil, der normalt fremhæves, når man snakker om Justin Rose, men på første runde af US Open var den 38-årige englænder aldeles middelmådig fra tee til green. Alligevel går vinderen fra 2013 i seng på førstepladsen.

Rose tabte slag til feltet både med sine teeslag og slag mod green på Pebble Beach. Han slog kortere end gennemsnittet og ramte kun halvdelen af greens samt halvdelen af fairways. Det betyder alt sammen lidt, når putteren gløder.

Rose står opgjort for 22 putts på første runde, som blev afsluttet med tre birdies på stribe. Med dem nåede han til -6 samlet, et slag foran Rickie Fowler, Louis Oosthuizen, Xander Schauffele og Aaron Wise på andenpladsen.

Hele 39 spillere er i røde tal efter første runde. Den gruppe tæller en række af spillets giganter, blandt andre Roses spillemakker, Tiger Woods. Den 43-årige legende havde også godt gang i putteren, især tidligt på runden. Han kom under par på fjerde hul efter at have reddet par fra lang afstand både på andet og tredje hul. Til gengæld fik Woods rodet sig ud i noogle gevaldige problemer på femte, som førte til en doublebogey. Derpå fulgte to birdies, og fra ottende hul var der par på menuen resten af dagen.

Det blev til 70 slag på banen, hvor Woods for 19 år siden smadrede al modstand på vej mod en 15 slags sejr i -12. Efter torsdagens spil svarer hans score i -1 til en delt 28. plads med blandt andre Jason Day og Adam Scott.

De er et slag efter verdens bedste golfspiller, vinderen af de seneste to års US Open, Brooks Koepka. Den 29-årige supermand, som for nyligt vandt PGA Championship, fortsatte sin utrolige majorform på den amerikanske vestkyst med fire birdies på de første seks huller. Business as usual? Ville Koepka storme til tops og forblive der indtil søndag nat? Man kan ikke bebrejdes for at have tænkt tanken, men i stedet tog Koepka foden af speederen og lavede to bogeys i løbet af de sidste seks huller.

Det er stadig et udlæg, der giver ham alle muligheder for at få sin tredje US Open på stribe og sin femte majorsejr i alt, men noget uvant befinder han sig blot på 16. pladsen i 69 slag, samme score som Sergio Garcia, Jon Rahm, Bryson DeChambeau og vinderen af den seneste US Open på Pebble Beach, Graeme McDowell.

Mellem sig og toppen har Koepka også de europæiske majorvindere Francesco Molinari, Henrik Stenson og Rory McIlroy på ottendepladsen i -3.

Med den parade af stjernespillere trækker det op til en fænomenal US Open på en af de mest ikoniske baner i USA. Thorbjørn Olesen er en af de spillere, som har mulighed for at blande sig i kampen. Han har aldrig klaret et cut i US Open, men fra 40. pladsen i par er der alle chancer for at komme med til weekenden og måske spille sig frem i den sjove ende af tabellen.

Sådanne drømme har Lucas Bjerregaard givetvis også gået med, men midt på sin runde gik den barske virkelighed op for frederikshavneren. Godt nok viste Pebble Beach sig fra sin mildeste side torsdag, men banen formåede alligevel at vise tænder. 

Bjerregaards ulykker på 18. hul (hans niende for dagen) startede vistnok med et drive i vandet. Hvad der derefter fulgte er svært helt at finde hoved og hale i, og der er ikke noget at sige til, hvis Bjerregaard er ligeså forvirret som shot trackeren på US Opens officielle hjemmeside. Det korte af det lange er, at han skulle bruge 11 slag på at få bolden i hul.

Tidligere i år trak Bjerregaard overskrifter ved at slå Tiger Woods i WGC – Match Play. Siden er han sluttet i top-25 i to majors. Torsdag var det noget mindre flatterende årsager, der bragte ham på forsiden af diverse amerikanske hjemmesider. 

Den 27-årige dansker kom rundt i 80 slag og ligger delt nummer 149 ud af de 156 deltagere. Fra sin score i +9 har han otte slag op til cutgrænsen.

Link til stillingen

User Comments:

  • To strafslag efter første tee-slag?

    14/06 - 2019 | David Vladimir Jensen

    Kan nogen fortælle, hvorfor Lucas Bjerregaard fik to strafslag for sit første tee-slag? Ifølge de udlægninger, jeg har læst, slog han bolden i havet, hvilket på hul 18 angiveligt skulle være out of bounds, hvorfor slaget vel bare skulle slås om med et enkelt strafslag. Har han med første slag forbrudt sig på anden vis en en almindelig skævert?

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer