Med en samlet score i par sluttede Nanna Koerstz Madsen seks slag fra vinderen.

Foto: Getty Images

Nanna blev nummer 16 og fik sæsonens største check

03/06 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Med en samlet score i -3 gik Nanna Koerstz Madsen ind til finalerunden ved US Women's Open på niendepladsen med fire slag til toppen, og da hun på Country Club of Charlestons niende hul søndag lavede birdie for at komme tilbage til par for dagen,var hun stadig med i kampen om sejren.

Desværre kostede 10. hul en doublebogey, og den 24-årige dansker endte med at underskrive en 74'er, +3. Med en total i par sluttede Koerstz Madsen på en delt 16. plads. Det får hun 76.125 dollars for, hvilket er tre gange flere penge end hendes næststørste præmie i 2019.

Den første millionpræmie i damegolf tilfaldt Jeongeun Lee6. Den 23-årige sydkoreaner startede to slag fra førstepladsen, men hendes finalerunde i -1 rakte til en sejr på to slag i -6.

I førerbolden lagde Celine Boutier ud med en doublebogey, mens spillemakkeren, Yu Liu, åbnede med to bogeys i træk. Det betød, at en lang række spillere havde chancen for at løbe med sejren i den største af damernes fem majors. 

Lexi Thompson var en af dem. Efter tre runder under par var amerikaneren -6 med 18 huller igen, men hun kunne udnytte invitationen fra de førende og sluttede af i 73 slag. Thomsons score i -4 rakte til en delt andeplads med So Yeon Ryu og Angel Yin.

Der var spænding til det sidste. Lee6 – tallet har hun selv tilføjet, da fem andre spillere på den koreanske tour har præcis samme navn – lavede to bogeys på de sidste tre huller, og derfor havde Boutier stadig en chance, da hun slog ud på 18. hul.

En birdie ville fremtvinge omspil, men franskmanden missede green og sluttede i stedet dagen som den startede - med en doublebogey.

Dermed vandt Lee6 for første gang på LPGA i den største af alle turneringerne.

Link til resultatet 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer