Nanna Koerstz Madsen skal spille seks turneringer på LET i løbet af sæsonen for at opfylde medlemskriterierne.

Foto: Getty Images

Nanna med i toppen på LET

22/02 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

I 2017 fokuserede Nanna Koerst Madsen sin energi i USA med henblik på at sikre sig en fast plads på LPGA. Det blev en overvældende succes med tre sejre på den amerikanske udviklingstour, hvilket gav tidlig oprykning. 

På Ladies European Tour nåede spillet ikke samme niveau. Nok deltog Koerstz Madsen blot i seks turneringer tællende til LET, men alligevel var en 14. plads som bedste resultat under vanlig standard. 

Man skal helt tilbage november 2016 for at finde Koerstz Madsens seneste top-10 placering, men den lange ventetid er måske snart slut. Efter et misset cut i sidste uge på LPGA er den 23-årige dansker blevet hængende i Australien, hvor der spilles Ladies Classic Bonville mellem Brisbane og Sydney.

Første runde forløb uden det store drama med tre birdies og en enkelt bogey. Det gav 70 slag, -2, på Bonville Golf Resort, og den score rækker til en delt fjerdeplads. 

Kun 20 spillere var under par torsdag, og kun Holly Clyburn formåede at gå dybt under par. Englænderen gik 18 bogeyfri huller i 67 slag og fører med to ned til de nærmeste forfølgere og tre ned til Koerstz Madsen.

- Det har været rart at gå ud og spille frit og skyde en 67'er, hvilket ikke var særligt stressende. Jeg havde stadig 32 putts og ramte 17 greens in regulation, så det var nok det værste resultat, jeg kunne have fået ud af spillet. Men jeg blev ikke grådig, for det er ikke nogen nem bane, og den kan hurtigt få en ned med nakken, sagde Clyburn efter runden til LET.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer