Nicole Broch Larsen er to slag fra top-10 efter sæsonens første runde.

Foto: Getty Images

Nicole tager hul på sæsonen med solid runde

13/02 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

26-årige Nicole Broch Larsen har taget hul på sin fjerde sæson som medlem af LPGA Tour. Ligrsom Nanna Koerstz Madsen har hun etableret sig i top-100 i verden og bevist, spillet er til at gå op mod de bedste. Det eneste, der mangler, er en sejr. 

Torsdag indledte Broch Larsen sit golfår 2020, og selvom hun ikke er helt med fremme i ISPS Handa Women's Australian Open, indtager hun en fin position i stillingen efter første runde.

Fem birdies og tre bogeys på Royal Adelaide Golf Club gav en runde i 71 slag, og scoren i -2 rækker til en delt 35. plads. Derfra er der fem slag op til førstepladsen, som 32-årige Jodi Ewart Shadoff indtager.

Englænderen gik en bogeyfri runde i -7 og fører med et slag ned til sydkoreanerne Inbee Park og Jeongeun Lee6.

Det er første gang siden 2017, at turneringen vender tilbage til Royal Adelaide. Dengang mandagskvalificerede Nanna Koerstz Madsen sig og leverede en af dansk damengolfs største præstationer nogensinde, da hun spillede sig til en udelt andenplads efter Ha Na Jang.

De gode minder blev ikke vekslet til en imponerende score under første runde, men Koerstz Madsen oplevede stor fremgang i forhold til årets første turnering, hvor hun missede cuttet med et brag. 

Efter torsdagen i Adelaide er hun lige præcis inden for cutgrænsen. Verdens nummer 64 lagde ud med tre bogeys i træk, men sent på runden blev det også til tre birdies på stribe. En runde i par giver en delt 69. plads.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer