Med ugens resultat rundede Rasmus Højgaard 40.000 euro i intjening på challengetouren.

Foto: Brian Rasmussen

Nyt top-25 resultat til samlingen

18/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Efter 45 huller af ISPS Handa World Invitational var Rasmus Højgaard på en delt førsteplads. Set i det lys er det en skuffelse, at han tager fra Nordirland med en delt 24. plads, men resultatet er en understregning af den 18-årige verdensmesters imponerende stabilitet.

Højgaard har spillet 12 turneringer på challengetouren, og kun to gange er det ikke lykkedes at slutte i top-25.

Søndag sluttede han med en bogey på Galgorm Castle Golf Club for en runde i +2 og en samlet score i -1. Det var 10 slag fra vinderen Jack Senior, som slog Matthew Baldwin på andet omspilshul.

Med resultatet holder Højgaard fast i 16. pladsen på pengelisten. 

Martin Leth Simonsen og Jeppe Huldahl faldt for det sekundære cut efter lørdagens runde og kom derfor ikke i aktion søndag. De sluttede henholdsvis som nummer 42 og 46.

Nordireren Stephanie Meadow sejrede i damernes turnering. En finalerunde i par førte til en total i -10, hvilket var et slag bedre end Solheim Cup-profilen Charley Hull.

Højgaard har alletiders mulighed for at hente endnu en top-25 placering næste uge i Rolex Trophy. Et lille felt på bare 40 spillere kæmper om 290.000 euro.

Udover Højgaard deltager Leth Simonsen og Mark Haastrup i turneringen uden cut. Benjamin Poke er første reserve.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer