Thorbjørn Olesen blev nummer seks i Masters 2013. Søndag får en ny chance for et topresultat i årets første major.

Foto: Getty Images

Olesen fem slag fra førstepladsen

13/04 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

I de 82 første Masters Tournaments har der aldrig været en udgave med mere end én runde bedre end 65 slag. Det er der i 2019, og de kom alle tre lørdag.

Webb Simpson startede dagen -1 samlet, men med en bogey, syv birdies og eagle på 13. hul, kom han rundt i 64 slag og spillede sig op i nærheden af førstepladsen.

Samme score leverede Patrick Cantlay tidligere på dagen. Den 27-amerikaner var bogeyfri på Augusta National og lavede otte birdies.

De to danske deltagere udnyttede også de gunstige forhold på banen, der ugen igennem har fået mere regn end de grønne jakker havde håbet på.

Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard lå begge på 23. pladsen halvvejs gennem turneringen, og de blev sendt ud i bolde lige efter hinanden lørdag. Lucas var første mand, og det så ikke for godt ud for frederikshavneren, da hans tidlige birdie blev udlignet af en bogey på fjerde hul og fulgt op med en doublebogey.

Derfra blev det dog en hel del bedre for den danske debutant. Det var slut med fejl, og i stedet lavede han tre birdies, inden han nåede til 15. hul. Torsdag lavede han birdie på banens sidste par fem hul. Fredag lavede han eagle, og han får brug for at skabe plads i kufferten til mere krystal.

Fra fairway bad han indtil flere gange bolden om at flyve, og det gjorde den. over vandet og op til et par meter fra pinden, og puttet for ealge fandt for anden dag i træk bunden af hullet. Han har spillet 15. hul fem under par i løbet af de første tre dage. Fem under par var også Bjerregaards samlede score på dagens fire par fem huller.

På 18. hul var han i greenbunkeren i to, men det betyder ingenting, når man kan hole putts på otte meter for par. Bjerregaard kom rundt i 69 slag, og med en samlet score i -5 er han i skrivende stund på 20. pladsen.

Lørdagen blev endnu bedre for Thorbjørn Olesen. Alle fire par fem huller blev tilbagelagt i fire slag, og han kunne også notere birdies på par tre hullet sjette og det modbydeligt svære 11., hvor han slog bolden ind til to meter i andetslaget.

Fra fairway på 18. hul slog den 29-årige dansker over green, og det førte til en bogey. Dermed kunne han skrive under på 68 slag for en total i -6, hvilket rækker til en 15. plads klokken 23.15.

Foran sig har han spillere som Dustin Johnson, Adam Scott, Francesco Molinari og Tiger Woods. Der venter en monumental opgave, hvis han skal overhale alle de verdensstjerner, men Tony Finau kan blive den største udfordring på vejen mod den grønne jakke.

Et par bolde bag Olesen gik amerikaneren dagens tredje 64'er, og den fik hans score til -11. Med førerbolden på 12. hul er der stadig spillere med mulighed for at rykke forbi Finau, men som tingene står, har han et forspring på et slag.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer