Karen Fredgaard kæmpede med om sejren i Italien, men endte på femtepladsen

Foto: Brian Rasmussen

Oppe at snuse, men lidt ned til sidst

20/03 - 2018 | Claes Meldal

Power Rankings: Karen Fredgaard forsvarede de danske farver på fornemste vis ved Italian International Ladies Championship, og andre danskere leverede også fine præstationer.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Karen Fredgaard
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 5 i Italian International Ladies Championship (amatør)
Med 100 spillere til start skulle der godt spil til for at gøre sig gældende i toppen, og det leverede Karen Fredgaard. Efter to runder i 71 og 69 slag lå hun alene på førstepladsen i den italienske turnering, men hun holdt desværre ikke til mål. To afsluttende 77’ere sendte hende ned på femtepladsen, hvilket trods alt var et flot resultat. Sidste års tredjeplads i samme turnering viser, at Fredgaard ikke har nogen problemer med at begå sig på den internationale amatørscene.

2. Louise Markvardsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 14 i Italian International Ladies Championship (amatør)
Louise Markvardsen leverede en stabil omgang golf i Italian International Ladies Championship og var stærkt medvirkende til, at Danmark sluttede på en del andenplads i holdkonkurrencen. Markvardsen gik en flot åbningsrunde i 72 slag og holdt de øvrige runder nede på 76, 76 og 77 slag under svære betingelser.

3. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 32 i Bank of Hope Founders Cup (LPGA Tour)
Det skal være i år, at Nanna Koerstz Madsen bryder igennem på verdens stærkeste dametour, LPGA Touren. Modstanden er dog – ikke overraskende – noget hårdere end på Symetra Tour, som hun styrede med hård hånd i 2017. I Bank of Hope Founders Cup besatte hun 32. pladsen med en udmærket indsats – men hun skal naturligvis ramme et endnu højere niveau, hvis hun vil være en fast del af eliten på absolut topniveau.

4. Smilla Sønderby
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 22 i Italian International Ladies Championship (amatør)
Smilla Sønderby var den afgørende tredje brik, der gav Danmark mulighed for at holde fast i en delt andenplads i holdkonkurrencen. Hun gik en fornuftig åbningsrunde i 74 slag, men måtte helt op på 81 slag i anden runde. Hun fik dog rystet skuffelsen af og gik tredje runde i 76 slag, hvilket lige akkurat tillod Danmark at snuppe den delte andenplads.

5. Steen Tinning
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 14 i Sharjah Senior Golf Masters (Staysure Tour)
Efter to runder på det jævne – i henholdsvis to og et slag over par – var der lange udsigter til et godt slutfacit for Steen Tinning, Danmarks eneste spiller på Staysure Tour. Nordsjællænderen ramte dog sit topniveau i finalerunden og leverede feltets bedste finalerunde i fem under par. Det betød en yderst anstændig slutplacering som nr. 14 i Sharjah.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer